Sundhed og trivsel på arbejdspladsen er afgørende for, at vi kan tiltrække og fastholde vores medarbejdere. Det er fysisk krævende at arbejde på et slagteri og med fødevareproduktion, og arbejdsinstruktioner, produktionsplanlægning, samt automatisering og højteknologisk hjælpeudstyr er særligt vigtige redskaber til at forebygge nedslidning.
Investering i automatisering
Udvikling af muskel- og skeletbesvær (MSB) er desværre en af de mest udbredte arbejdsrelaterede lidelser blandt vores medarbejdere, og vi har i 2020/21 vedtaget en målsætning om at reducere MSB-belastningen frem mod 2025. Vi er i gang med at udpege de mest belastende arbejdspladser og udarbejde lokale handlingsplaner for, hvordan vi vil minimere risikoen for nedslidning. Desuden investerer vi yderligere i automatisering af arbejdspladser for at mindske eller helt fjerne den fysiske belastning for medarbejderne. På de danske griseslagterier alene er målet at øge automatiseringen med 20 procent frem mod 2026.
Hvis en medarbejder oplever at blive nedslidt, arbejder vi sammen for at finde en løsning, som kan fastholde medarbejderen eller hjælpe med et sporskifteforløb, der sikrer fortsat tilknytning til arbejdsmarkedet.
Test af exoskeletter
Ikke alle arbejdsgange kan automatiseres, og derfor har vi i 2020/21 testet fjedrebaserede exoskeletter på vores danske slagteri i Ringsted. Exoskeletter har blandt andet til formål at reducere kropsbelastningen ved mange daglige løft. For at gøre testen så valid som mulig, samarbejder vi med forskere fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, Danmark, som står for hele projektet. Projektets resultater offentliggøres ultimo 2021 og er støttet af Arbejdsmiljøforskningsfonden.
Mål for støjreduktion
Vi arbejder løbende på at reducere støj og forebygge høreskader, og vi har i 2020/21 fastsat et mål om at begrænse den daglige støjeksponering for medarbejderne i produktionen til maksimalt 82 dB(A) i 2030. Samtidig er vi i gang med at etablere baselines for støjeksponeringen på de enkelte produktionsanlæg, så vi på den baggrund kan udarbejde lokale handlingsplaner for, hvordan målet nås.
Mål
Vi vil reducere medarbejderomsætningen med minimum 10 procent årligt fra 2021 til 2026.
Verdensmål
Vi bidrager til delmål 8.8 ved at beskytte arbejdstagerrettigheder og skabe et stabilt arbejdsmiljø for alle.
Sokołów anerkendt for arbejdsmiljøet i Polen
I april 2021 fik Sokołów for fjerde år i træk prisen Solid Employer of the Year 2020, der gives til virksomheder for deres HR-indsatser og arbejde med samfundsansvar. Sokołów fremhæves for en høj arbejdsmiljøstandard og for både lederskabsprogrammer, medfinansiering af helligdage og feriekuponer såvel som adgang til lægebehandlingspakker og donationer til lokalsamfundet.
Sokołów har i 2020/21 lavet en grundig gennemgang af arbejdsforholdene på alle produktionsanlæggene, som har resulteret i en samlet handlingsplan for yderligere forbedringer.