<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-PMPL6NR height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

På alle vores produktionsanlæg anvendes der vand til at rengøre maskiner og værktøj efter brug, og der anvendes derfor meget vand udelukkende på den daglige rengøring. For at forhindre, at vi bare hælder vandet ud i afløbet, arbejder vi på at minimere vandforbruget generelt, nedbringe organisk materiale i spildevandet samt genanvende så meget vand som muligt. Eksempelvis omfatter aftalen med vores danske rengøringsfirma en forpligtelse til at finde måder, hvorpå man kan reducere vandforbruget. Nedenfor beskrives flere af de tiltag, vi har iværksat, og hvordan de skrider frem.

Reduceret vandforbrug gennem bedre processer og udstyr

Nyt udstyr og procesoptimering går hånd i hånd med vores indsats for at reducere vandforbruget. Nye processer og maskiner har for eksempel medført store reduktioner i vandforbruget, når vi afhårer grise på vores produktionsanlæg i Blans, Danmark og i Essen, Tyskland. Vi forventer at foretage tilsvarende opgraderinger på andre relevante anlæg. Et andet eksempel er øget automatisering i rensningsprocessen på vores produktionsanlæg i Dalsjöfors, Sverige, som forventes at reducere forbruget af vand og kemikalier samt tidsforbruget på rensning.

Pilotprojekt: Genbrug af procesvand

Vi samarbejder med andre fødevarevirksomheder, myndigheder, teknologileverandører, universiteter og forskningsinstitutioner om at udvikle og teste teknologier, der kan hjælpe fødevarevirksomheder med at producere mere med mindre vand. Det foregår i et offentligt-privat partnerskab, 'Danish Partnership for Resource and Water Efficient Industrial Food Production'. Her har vi fokus på muligheder for at recirkulere og genbruge renset procesvand til nye formål, såkaldt 'Water fit for purpose', uden at gå på kompromis med fødevarekvalitet og fødevaresikkerhed.

Som resultat af dette partnerskab har vi indkørt det første testanlæg til vandgenbrug på vores danske griseslagteri i Horsens. Gennem omfattende tests har vi dokumenteret, at filtreringsteknikker, ozon-flotation og UV-teknologi kan oprense procesvand til drikkevandskvalitet. Dermed kan vandet genbruges andre steder i produktionen. Når systemet er fuldt funktionsdygtigt, anslår vi, at genbruget kan reducere slagteriets samlede vandforbrug med op til 10%.

Reduktion af vandforbrug og organisk materiale i spildevand fra produktions- og renseprocesser reducerer også energiforbruget til opvarmning af vand og rensning af spildevand.
Identificering af nye vandsparemuligheder
Ved at gå metodisk til værks kan vi identificere de steder, hvor vi kan reducere vandforbruget og opnå den største effekt. Derfor arbejder vi løbende med at forbedre vores dataindsamling og valideringsprocesser. Med hensyn til registrering af vandforbruget undersøger vi eksempelvis løbende digital registrering af vandforbruget i forskellige produktionsprocesser på de enkelte anlæg. På denne måde kan vi identificere processer med et stort vandforbrug og mulighederne for at reducere forbruget.