1. Følg De Officielle danske Kostråd
Når du skal bygge en god kost tallerken op, kan du som tommelfingerregel følge De Officielle danske Kostråd. De Officielle danske Kostråd kan gøre det nemmere for dig at navigere i, hvilke råvarer der er gode for dig. Kostrådene opfordrer blandt andet til at spise planterigt, varieret og ikke for meget.
For at imødekomme opfordringen om at spise planterigt, kan du tage en ugentlig kødfri dag eller bytte kødet ud med plantebaserede alternativer i ny og næ.
2. Planlæg din tallerken efter dit aktivitetsniveau
Hvad vi putter på vores tallerken og i vores mund, er vigtigt for, at krop og sind kan fungere. Derfor er det også vigtigt, at du sammensætter en tallerken, der imødekommer din krops behov og aktivitetsniveau. Dyrker du eksempelvis meget sport, kan en optimal kost faktisk hjælpe dig med at præstere bedre. Det bedste råd i forhold til at opretholde et sundt og motiveret forhold til mad er at spise varieret og inkludere alle fødevaregrupper i kosten. En råvare, De Officielle danske Kostråd fremhæver og anbefaler, at vi spiser mere af, er fuldkorn. Du finder blandt andet fuldkorn i hvede, spelt, rug og byg. En fuldkornsklassiker i Danmark er rugbrødsmaden, der er god på madpakken og mætter godt i maven.
3. Vælg nøglehulsmærket
Et andet pejlemærke til at sammensætte en god tallerken med gode råvarer, er Nøglehulsmærket. Det nordiske ernæringsmærke er til for at hjælpe dig som forbruger til at træffe et sundere valg.
Når et produkt har Nøglehulsmærket betyder det, at produktet har en bedre samlet ernæringsmæssig sammensætning. Det kan være, at det indeholder mindre og sundere fedt, mindre sukker, mindre salt og flere kostfibre og fuldkorn. Går du efter Nøglehulsmærket, når du handler, gør du det nemmere for dig selv at træffe sundere valg.
4. Tænk over koblingen mellem klima og kost
Følger du De Officielle danske Kostråd, er det ikke bare godt for dig selv, men også for klimaet – og det kan jo være en motivation i sig selv. Føde- og drikkevarer har et stort CO2-aftryk, så du kan hurtigt spare i klimaregnskabet ved at justere lidt i dine madvaner og eksempelvis spise flere bælgfrugter og grøntsager i sæson, ligesom du kan være opmærksom på at der er forskel på kød. For eksempel er klimaaftrykket af en lammekølle betydelig større end en mørbrad af gris.
5. Gør det så godt, du kan
Det er ikke alle dage, vi får bygget den perfekte kosttallerken, og det er også helt okay. Så længe vi gør det så godt, vi kan, er det bedre end ingenting. Et af De Officielle danske Kostråd er, at vi holder igen med det søde, salte og fedte. Det betyder ikke, at vi aldrig må røre kagefadet igen. Brug kostrådene som et pejlemærke til at gøre det nemmere at tage de valg, der er gode for dig og klimaet – på et oplyst grundlag.
Værktøjer og viden til god kost
Oplysning og viden giver os værktøjer til at træffe kostmæssige valg, der er gode for os. Derfor kan vi varmt anbefale Rådet For Sund Mad til at blive klogere på, hvordan de valg, vi tager, påvirker både klima og vores egen sundhed. Samtidig forsøger Rådet For Sund Mad også at aflive sejlivede myter, der igennem tiden er opstået omkring mad.