Mød Martin

Muligheder i produktionen

Martin Pedersen arbejder til hverdag på slagtelinjen i Herning, men ved siden af arbejdet er han tilknyttet Danish Crowns talentprogram, hvor han uddanner sig til leder.

Hvert år prikker Danish Crowns afdelinger en række unge mennesker i virksomheden på skulderen og tilbyder dem en plads på Danish Crowns interne talentprogram. Her uddannes medarbejdere med lederpotentiale til at tage over, når det kræves, og en af de medarbejdere er Martin Pedersen.

Han drømmer om at blive mester for en afdeling og kan snart se enden på kurset.

"Der kan lynhurtigt ske ting og sager i denne her virksomhed, hvis man er omstillingsparat og har potentiale. For mit vedkommende er drømmen at blive mester, men der er andre på kurset, som vil ud og se verden og får den mulighed. På den måde er det fedt, at man kan komme frem i leddene, hvis man er seriøs i sit arbejde." Siger Martin Pedersen.

Det kræver, at kursisterne tager kurser i ledelse og økonomi på merkonomuddannelsen, og samtidig at de lever op til de forventninger, som Danish Crown har til deres ledere.

Kærlighed til Herning

Som en del af programmet skal kursisterne udstationeres, og Martin Pedersen tog en måned på slagteriet i Horsens, hvor han fulgte mesteren for slagtekæden. Det var der en god grund til, for selvom der er mulighed for arbejde på Danish Crowns internationale afdelinger, håber han på at blive i Herning.

- For det første havde jeg lige købt hus og fået en bette, men samtidig har jeg ikke nogen vilde drømme om at komme langt væk. Jeg skal være ved Danish Crown resten af mit liv, og jeg kan ikke undvære de kolleger eller den jargon, der er på et slagteri. Der er noget helt specielt ved sammenholdet på et slagteri.

Derfor er håbet også at blive på slagtekæden i Herning, når hans egen mester en dag går på pension.

- Jeg er her otte timer om dagen, og jeg har det rigtig godt her. Jeg er stolt af mit erhverv, og af at være en del af så stor en eksportvirksomhed. Vi er første led i en vigtig produktion, så alt skal være i orden.

Fokus på automation

Automation er et stort fokusområde for os i øjeblikket, og det er et spændende område i løbende udvikling. Arbejder du inden for dette felt hos os, vil du løbende kunne udvide din viden omkring de nødvendige nye teknologier. Dette sker i form af deltagelse i kurser og erfaringsmøder, således vi til enhver tid er i stand til at varetage dagligdagen på fabrikkerne og samtidig kan komme med kvalitative inputs på området i forbindelse med nye projekter. Vi er i gang med at øge automatiseringsgraden på vores fabrikker, så vi kan producere smartere, billigere og hurtigere. Det er en spændende rejse, og vi håber, du vil med.