10 gode råd til din ansøgning og CV

10 gode råd til din ansøgning og CV

Hvad indeholder det gode CV og den gode ansøgning? Her giver vi dig 10 gode råd til, hvordan du kan imponere os, når vi skal ansætte nye kollegaer.

  1. Vi vil gerne høre din motivation for at søge lige netop dette job hos lige netop vores virksomhed. Sæt dig ind i, hvem vi er, hvordan vi vil ændre fremtiden for fødevarer, og hvordan du kan hjælpe os med at gøre det.
  2. Det kan være nemt at sende den samme ansøgning og CV til alle potentielle virksomheder, men det skinner tydeligt igennem. Derfor bliver vi altid mere begejstret, når din ansøgning er målrettet til os.
  3. Passion er vores protein – vis os, hvad du brænder for, og send gerne eksempler på det, du har lavet.
  4. Fortæl os, hvilke resultater du har skabt i tidligere stillinger, og hvordan du kan bruge dem hos os.
  5. Det er ikke et krav, at du sender en ansøgning med, men det kan hjælpe dig til at underbygge dit CV og vise din motivation.
  6. Når vi nu taler om en ansøgning - selvom du har meget på hjerte, vil vi alligevel opfordre dig til at begrænse dig til maks. 1 side. Det gør det langt mere overskueligt at læse for os.
  7. Det er altid en god idé at læse korrektur på din ansøgning og dit CV – du kan evt. få en ven til at hjælpe dig med at spotte det, du selv har overset.
  8. Hvorfor dig: Forklar hvorfor du er en god kandidat til rollen.
  9. Vi anbefaler, at du altid uploader dit CV og din ansøgning i PDF-format, og link ikke til eksterne dokumenter i fx Dropbox, Google Docs og OneDrive.
  10. Det er en rigtig god idé at fjerne CPR.nr og andre følsomme oplysninger fra dine dokumenter (eksamensbeviser, udtalelser etc.), inden du vedhæfter dem.

Har du spørgsmål til en stilling, er du altid velkommen til at kontakte rekrutterende leder, hvis oplysninger du altid kan finde i slutningen af stillingsopslaget.

Vi gemmer din ansøgning i seks måneder, uanset om du får jobbet eller ej. Du har altid mulighed for at få din ansøgning og profil slettet, før der er gået seks måneder. Du kan enten selv trække den tilbage og slette din profil, eller vi kan hjælpe dig med at gøre det. 

Ønsker du at være synlig for andre jobmuligheder i Danish Crown koncernen, så husk at markere dette, når du opretter din profil på vores jobside