Randers, 26. juni 2012
Normalt er lørdag lukket og slukket på Danish Crowns slagterier, men i weekenden mødte omkring 350 slagteriarbejdere op på deres arbejdsplads i Esbjerg.
De brugte deres fridag i arbejdspladsens kantine, da Danish Crown, AOF og NNF Fødevareforbundet inviterede til jobmesse.
Puslespil af muligheder
Ved 27 stande kunne slagteriarbejderne høre nærmere om tilbud, der spændte fra informationer om at tage 9. klasses eksamen over forskellige lokale virksomheder til repræsentanter fra pensionskasser.
Tillidsmand Tom Jensen fortæller, at mange medarbejdere kom nærmere en plan for, hvad de skal, når slagteriet lukker med udgangen af august 2012.
- Jeg så, at den første sten faldt fra mange hjerter i Esbjerg i lørdags. Nu skal vi så til at arbejde med at få det store puslespil af efteruddannelser, kurser og ansøgninger til at gå op, siger Tom Jensen.
Borebisser og sosu’er
Tillidsmanden fortæller, at særligt efteruddannelse inden for offshore- og vindmølle-industrien tiltrak meget opmærksomhed, men også at standene fra Social- og Sundhedsuddannelserne og folkeskolens afgangseksamen pludselig virkede interessant for flere medarbejdere.
- Hvis man har et langt arbejdsliv foran sig, er det måske ikke længere så afskrækkende at skulle starte forfra. Medarbejderne ved godt, at de nok ikke kommer til at arbejde på et slagteri igen, og at det også er begrænset, hvor mange industri-arbejdspladser der er i byen, fortæller Tom Jensen.
Derfor opfordrer han medarbejderne til at være åbne over for mange forskellige muligheder, når det kommer til efteruddannelse og jobsøgning.
Stor opbakning
Fabrikschef Jesper Frandsen var også til jobmesse i lørdags. Han ser frem til at hjælpe medarbejderne videre og ser jobmessen som et vigtigt skridt på den vej.
- De, der var helt på bar bund, er kommet lidt nærmere en afklaring, og de, som måske allerede havde tænkt i nogle bestemte baner, fik en klarere idé om, hvilken vej de skal, siger Jesper Frandsen.
Danish Crowns slagteri i Esbjerg lukker med udgangen af august 2012. De 500 medarbejdere fra slagteriet er omfattet af Danish Crowns socialplan.