Detail- og foodservicekunderne i Danish Crown Beef vil have mere dansk oksekød, og som et resultat heraf er kunderne i langt højere grad end tidligere villige til at aftage alle delstykker fra kreaturet.
- I takt med at flere og flere af vores kunder rigtig gerne vil have mere dansk oprindelse på deres kød og samtidig efterspørger flere forskel-lige danske udskæringer af god kvalitet, så har det i højere grad været muligt for os at sælge forskellige kategorier af kreaturer med fuldt anatomisk ansvar, fortæller Claus Hein, salgsdirektør i Danish Crown Beef, og fortsætter:
- Siden foråret 2018 har efterspørgslen faktisk været støt stigende. Forskellige kategorier af kreaturer med fuldt anatomisk ansvar er nemlig en rigtig god løsning, fordi vores kunder på den måde kan tilbyde forbrugerne et bredere sortiment af danske udskæringer.
Aalborg-fabrikken løfter opgaven
Opgaven krævede et tæt samarbejde mellem salg, planlægning, produktion og kunder, og den var de ikke var blege for at tage fat på i Aalborg.
- Det var salg, der gav bolden op til det her projekt, og så var det så vores opgave i planlægning at gribe bolden og føre det helt ud i produktionen – dvs. at vi skulle have hjælp fra bl.a. vores mestre i skærestuen og pakkeriet, fortæller Tobias Nybroe, Planning Manager i Danish Crown Beef.
I Aalborg er man ikke i tvivl om, at det er denne type opgaver, som fabrikken skal løse.
- Det er jo det, vi kan i Aalborg. Vi er meget fleksible i skærestue og pakkeri, og derfor kan vi lettere håndtere små batches, som det f.eks. er tilfældet med denne type produktion, uddyber Tobias Nybroe.
I Aalborg er meldingen, at udbening af kategorier med fuldt anatomisk ansvar kører rigtig fint, og at det bliver til mange tons dansk kød om ugen. At projektet er kommet så godt fra start, er især også takket være medarbejderne i produktionen:
- Vi kan godt mærke, at vi har fået mere at lave i skærestuen og pakkeriet, og jeg synes, at det er gået rigtig fint med at få det passet ind i vores produktion – især fordi vi har dygtige medarbejdere, der kommer med input til, hvor-dan vi får løst opgaven bedst muligt, fortæller Palle Sørensen, fabrikschef i Aalborg.
Aalborg sørger for mere dansk kød til detail og food-service

Aalborg sørger for mere dansk kød til detail og foodservice
Gennem et solidt samarbejde mellem produktion, planlægning og salg forsyner fabrikken i Aalborg nu foodservice- og detailkunder med mere dansk kød fra forskellige kategorier af kreaturer med fuldt anatomisk ansvar.
23. april 2019