Afrikansk Svinepest spøgte i Aalborg

Afrikansk Svinepest spøgte i Aalborg

7. december 2017

På kredsmødet i Kreds 1 var der bred enighed om at alle har et ansvar for at holde afrikansk svinepest ude af Danmark.

Både Danish Crown formand Erik Bredholt og Palle Joest Andersen, der er bestyrelsesmedlem i Danish Crown satte fokus på emnet fra talerstolen og blandt de fremmødte opfordrede Danske Svineproducenters formand Henrik Mortensen til en mere aktiv indsats.

- Afrikansk svinepest er lige nu den største trussel for dansk svineproduktion. Vi har regnet på det og rammer det Danmark, så vil det koste mindst 2,5 mia. kroner og det vil ramme alle i erhvervet benhårdt. Derfor arbejder vi tæt sammen med L&F og myndighederne for at skærpe den forebyggende indsats, men vi skal huske selv at gøre alt hvad vi overhovedet kan i den her sammenhæng, sagde Erik Bredholt.

Daniel O. Pedersen og Søren Jensen blev valgt til repræsentantskabet for første gang, mens Ole B. Andersen, Palle Joest Andersen, Martin Andreasen, Claus Budolfsen, Mikkel Buus Jensen, Thomas Kjær, Erik Krabbe, Gunnar Laden, Claus Nørgaard, Peter Thomsen og Søren Aaen blev genvalgt.