Centralplanlægningen skal sikre ensartet service

Ejerservice Centralplanlægning skal sikre ensartet service

Danish Crown Ejerservices nye centralplanlægning i Vejen skal sikre at materiellet bliver udnyttet bedst muligt. Det giver bedre økonomi og bedre service til ejerne.

25. januar 2018

Indtransporten i Danish Crown er blevet kigget efter i sømmene, og derfor skal planlægningen af kørslen nu foregå centralt i en afdeling ved SPF i Vejen. Det betyder, at alle lastbiler planlægges fra samme sted, og det er der flere gode grunde til, siger Vagner Bøge, der er director i Danish Crown Ejerservice.

- Vi får optimeret hele vores indtransport gennem den centrale planlægning. Det betyder, at vi får færre kilometer med tomme biler og den samme service til alle vores ejere. Indtil nu har vi oplevet, at der eksempelvis kan være forskel på, hvor store forsinkelserne har været regionalt, men med det nye system, kan vi bruge alle bilerne og derfor afhjælpe de regionale forskydninger.

- Indtil nu har det været sådan, at den lokale vognmand har stået for planlægningen indenfor et bestemt område, og derfor kan vedkommende have sendt en bil af sted med grise, som er kørt tom hjem, hvor den måske kunne være udnyttet med en transport i en anden retning på vej hjem. Det har vognmanden ikke kunnet vide, men det overblik får vi med den nye afdeling, siger Vagner Bøge.

Den samme service
Lige nu pågår der er stort arbejde for at sikre, at den viden, der ligger hos den lokale vognmand kommer med over i den nye Centralplanlægning. Vagner Bøge er også overbevist om, at ejerne vil opleve, at servicen er den samme, som de har været vant til.

- Vi har bragt medarbejdere fra de lokale vognmænd med over i den nye afdeling, og bilerne hører stadig til i deres lokalområder, så det vil for mange være de kendte chauffører, der kommer, så forskellen for ejerne skulle gerne være minimal. Der tilmeldes som hidtil, og vi giver besked om afhentningstidspunkt, som man kender det i dag, men som noget nyt vil leverandøren blive kontaktet af den chauffør, der afhenter tilmeldingen – denne kontakt erstatter det tidligere SMS-svar.

Servicen er dog afhængig af, at tilmeldingerne kommer korrekt ind til systemet.

- Når vi arbejder med hele landet, så giver det også en større planlægning, og derfor er det vigtigt, at ejerne sørge for at tilmelde deres grise til tiden, hvilket vil sige før klokken 13 og tre hverdage før, de skal afhentes, sådan som vores regler er. Det gør, at vi kan give den bedste service med hensyn til kommunikation omkring afhentning når planlægningen bliver rykket frem.

Den nye centralplanlægning er opdelt efter Danish Crowns kredse, og du kan se de enkelte kontaktpersoner for hver kreds i denne PDF.

Hvilke informationer til hvem?
Hvad skal til Ejerservice i Randers, og hvad skal til Centralplanlægningen i Vejen?

Drejer din henvendelse sig om SMS-beskeden med afhentningstidspunkt og antal, ønsker om afhentningstidspunkt, særlige afhentningsforhold før planlægning, eller ting hvor du normalt har kontaktet din lokale transportør skal du kontakte Centralplanlægningen. Ønsker du at rette en tilmelding, skal du i stedet ringe til Ejerservice.