Danish Crown fortsætter transformation og lukker kinesisk fabrik

Danish Crown fortsætter transformation og lukker kinesisk fabrik

Danish Crown har begyndt nedlukningen af den kinesiske fabrik i Pinghu, hvor alle aktiviteter vil blive afviklet over de kommende måneder. Beslutningen er første skridt mod et salg af fabrikken, efter der for nyligt blev underskrevet en betinget aftale om et salg.

27. februar 2025

Danish Crown har besluttet at lukke fabrikken i Pinghu og har informeret kunderne i Kina derom. Ligeledes er medarbejderne i produktion, salg og marketing blevet informeret om beslutningen, der medfører, at alle er blevet opsagt. Samlet set bliver 112 arbejdspladser nedlagt.

Fabrikken i Pinghu uden for Shanghai åbnede i 2019 som en del af Danish Crowns ambitioner om at udvide forretningen i Kina. Det er dog aldrig lykkedes at skabe den forventede indtjening, selv om der i perioden er gjort en betydelig indsats for at rette op på en dårlig start.

Danish Crowns nye direktion besluttede i efteråret at foretage en grundig gennemgang af aktiviteterne og mulighederne for fabrikken i Pinghu. Konklusionen på denne gennemgang blev, at et salg eller nedlukning af fabrikken er den bedste mulighed for Danish Crown.

”Det er trist at skulle sige farvel til de medarbejdere, der hele vejen har kæmpet for at gøre fabrikken til en god forretning, men efter vores gennemgang stod det klart, at aktiviteterne i Pinghu ikke passer ind i vores strategiske retning. Vi vil helst sælge fabrikken, og vi har da også underskrevet en hensigtserklæring og aftalt vilkårene for et frasalg. Processen forløber efter planen, så vi forventer, at det vil gå nogle måneder, før vi kan lukke en endelig aftale, siger Anders Aakær Jensen, CFO i Danish Crown. 

"Vores strategiske gennemgang viste, at vi reelt stod med to muligheder; enten at sælge fabrikken eller lukke den og flytte udstyret derfra til vores fabrikker i Europa. Det var altså ikke længere en reel mulighed at fortsætte med det nuværende setup i Pinghu. Derfor har vi besluttet at lukke ned for aktiviteterne derude, mens vi arbejder på en endelig afklaring af fabrikkens fremtid." 

Danish Crown forventer en afklaring omkring fabrikkens fremtid inden sommer.