Randers, 31. maj 2012
Danish Crown har meldt tre ledere fra slagteriet i Blans til politiet for at have solgt effekter fra virksomheden og stukket pengene i egen lomme.
Politianmeldelsen blev indgivet den 21. maj og drejer sig om to tidligere ledere og en leder, der samme dag blev bortvist.
De tre - en forsyningsmester, en teknisk chef og en opskæringsmester - har uden Danish Crowns vidende solgt fyringsolie, tankanlæg, stålreoler og slagteriudstyr til en værdi af op imod en million kr.
- Vi vil ikke tolerere sådan en opførsel hos nogen medarbejder i Danish Crown. Det er helt uacceptabelt at stjæle fra den virksomhed, man er ansat i, og det er ganske enkelt kriminelt. Derfor er sagen blevet politianmeldt, siger direktør for Teknik og Produktion Søren F. Eriksen.
Forholdet blev opdaget for få uger siden.
Fortrolige aftaler
En af de nu tidligere ledere sagde sit job op i foråret og tiltrådte hos en konkurrerende virksomhed, og han mistænkes for også at have taget en mappe med oplysninger om indkøbsaftaler med sig. Den er naturligvis også Danish Crowns ejendom og er indbefattet af den fortrolighed, man som medarbejder i DC har skrevet under på, da man blev ansat.
- Som medarbejdere i Danish Crown får man ofte adgang til fortrolige oplysninger om virksomhedens forhold - det kan være aftaler med leverandører, økonomi eller tiltag, vi vil sætte i værk - og det er klart, at det er både i virksomhedens og den enkeltes interesse, at man omgås fortrolige oplysninger med varsomhed, siger Søren F. Eriksen.
Han anbefaler, at hvis man bliver i tvivl, om bestemte oplysninger er underlagt fortrolighed, bør man tage kontakt til sin nærmeste chef.
Det er en overtrædelse af Markedsføringslovens paragraf 19, hvis man bruger eller videregiver erhvervshemmeligheder, som det hedder i loven. Det drejer sig blandt andet om fortrolige oplysninger om prispolitik, kunde- og leverandørkartoteker samt forhold, der har konkurrencemæssig betydning.
Ifølge loven gælder forbuddet i tre år efter, at man er fratrådt.