Danish Crown og Too Good To Go samarbejder om at bekæmpe madspild.

Danish Crown og Too Good To Go samarbejder om at bekæmpe madspild

Med en ny en aftale vil fødevarevirksomheden Danish Crown og madspildsvirksomheden Too Good To Go samarbejde om at bekæmpe madspild. En række produkter fra Danish Crown vil i fremtiden have Too Good To Go’s ’Se, duft, smag´-mærkat på pakkerne. Samtidigt opfordres forbrugerne til at bruge sanserne til at vurdere om en lang række af Danish Crowns produkter fortsat kan spises, selvom ”bedst før”-datoen er overskredet.

18. oktober 2022

Når kunderne i de danske supermarkeder kigger efter supper eller færdigretter, vil de på en række af produkterne fra Danish Crown fremover blive mødt af mærkatet ’Se, duft, smag’, som Too Good To Go står bag, og et ”ofte god efter” under produktets ”bedst før”-dato. 

Baggrunden er, at 53% af de europæiske forbrugere ikke kender forskellen på datomærkningerne ‘bedst før’ og ‘sidste anvendelsesdato’. Derfor ender alt for meget mad i affaldsposer i stedet for mavesække. Formålet med det nye mærkat er derfor at gøre det tydeligere, at ‘bedst før’ kun er en vejledende datomærkning.

- Ifølge FN ender 17 procent af al mad i skraldespanden. Det er dyrt for forbrugeren, men også for samfundet, for madspild står for op mod 10 procent af verdens CO2-udledning. Derfor skal vi gøre så meget som overhovedet muligt for at mindske madspild, og aftalen med Too Good To Go er et skridt i den rigtige retning, siger Mette Færch, Senior Vice President, Global Categories i Danish Crown.

Samarbejdet med Too Good To Go går på tværs af Danish Crowns mange brands. Allerede nu er mærkatet på plads på Mou’s veggiesuppe og økologiske tomatsuppe. Sortimentet udvides løbende, og indenfor de næste måneder kommer det på Bøf Bernaise fra Steff Houlberg, spareribs fra Tulip og oksekødssuppe fra Mou. Senere vil det også finde vej til pakkerne med hamburgerryg fra både Pålækker og Den Grønne Slagter.

Verdenssucces

Too Good To Go startede som en madspildsapp I 2016, og har siden gået sin sejrsgang i en lang række lande verden over. Too Good To Go var i første halvår af 2022 den syvende mest downloadede mad- og drikkeapp i verden og har i dag over 65 millioner registrerede brugere. App’en forbinder forbrugere med forretninger, som har mad i overskud, så den bliver spist frem for at ryge i skraldespanden.

Siden 2016 har Too Good To Go lanceret en lang række oplysningstiltag og samarbejder bl.a. med virksomheder om at skabe opmærksomhed på madspild, direkte på virksomhedernes produkter. Det er sådan et samarbejde Danish Crown og Too Good To Go har indgået.

- Det har aldrig været vigtigere at bekæmpe madspild, end det er lige nu, hvor fødevarepriserne er steget med mere end 15 procent, og mange har svært ved at få madbudgetterne til at hænge sammen. For faktum er, at mange af de fødevarer, vi i dag kasserer, sagtens kunne have være spist. Der er derfor behov for bedre vejledning i forbrugssituationerne. Og derfor er det både vigtigt og prisværdigt, at en stor spiller som Danish Crown hjælper forbrugerne på vej med vejledning direkte på emballagen, siger Heidi Boye, landechef for Too Good To Go og ph.d. i forbrugeradfærd.

Går ikke på kompromis med fødevaresikkerheden

Danish Crown sætter foreløbigt logoet fra Too Good To Go på syv produkter, men bliver samarbejdet en succes, er planen at det skal bredes ud til flere fødevarer. Allerede nu tilføjer Danish Crown ”ofte god efter” på alle de produkter, hvor virksomheden kvalitetsmæssigt kan stå inde for det, og det er forsvarligt for fødevaresikkerheden.

- Vi kommer aldrig til at skrive ”ofte god efter” ved udløbsdatoerne på vores ferske kød, men Danish Crown og vores brands har mange forskellige produkter, hvor det giver god mening, at man lige dufter og vurderer madens kvalitet, inden man smider den i skraldespanden.  Det kan måske virke som en lille ting, at man sætter et mærkat eller en tekst på et produkt, men vi tror på, at opmærksomhed på madspild kan gøre en forskel, og det er på indpakningen af vores produkter, at vi er i mest direkte kontakt med forbrugerne, siger Mette Færch.