Senest i 2025 vil grisene hos Danish Crowns ejere få foder med soja, som kommer fra producenter, der kan dokumentere, at produktionen sker på bæredygtig vis og på agerjord, der ikke er taget i brug efter ulovlig rydning af Amazonas regnskov.
Omkring to tredjedele af den soja, der produceres i Sydamerika i dag, dyrkes i områder, der i rigtig mange år har været opdyrket med nytteplanter. Men der er også i de seneste 20-30 år gennemført afskovning af blandt andet regnskov og andre følsomme områder. Politikere, forbrugere og NGO’er i store dele af verden har fokus på den negative effekt af afskovningen, som de mener forårsages af efterspørgsel på soja til foderbrug.
Hvis de sydamerikanske landmænd og virksomheder, der håndterer soja, kunne adskille de nævnte produktionsområder, ville der være rigelig bæredygtig og ansvarlig soja til rådighed, men desværre eksisterer denne geografiske opdeling foreløbigt kun i begrænset omfang. Det vil Danish Crown gerne være med til at ændre.
- Det vil tage tid at få definitionerne på plads for hvilke områder, der ikke er blevet afskovet i strid med internationale aftaler. Vi er dog overbeviste om, at det vil være på plads, så al den soja grisene æder hos Danish Crowns ejere i 2025, vil være produceret på både bæredygtig og forsvarlig vis, siger Preben Sunke, Vice CEO i Danish Crown.
Danish Crowns handlingsplan for soja er en del af koncernens bæredygtighedsstrategi, hvor målet er at reducere udledningen af klimagasser med 50 procent i 2030 og være klimaneutrale i 2050.
Kreditter til at begynde med
Soja anvendes til forskellige formål i fødevareproduktion, men i høj grad til dyrefoder. Den årlige import af soja til Danmark var i 2019 på i alt 1,7 millioner tons eller ca. 0,5% af verdens samlede produktion af soja.
Af de 1,7 millioner tons blev der brugt i alt ca. 0,9 millioner tons til grisefoder i Danmark. Danish Crowns ejere står for 38% af den danske griseproduktion.
Mens det er Danish Crowns plan, at al soja i foderet hos Danish Crowns andelshavere i 2025 indeholder ansvarlig produceret soja, begynder Danish Crown allerede i 2020 på vegne af sine ejere at sikre FEFAC certificeret soja i en optrappende mængde, og undervejs vil vi købe kreditter, som støtter produktionen af ansvarlig soja.
- Indtil de fysiske forsyningslinjer af ansvarlig soja er etableret, vil Danish Crown fra 1. oktober 2020 supplere med køb af RTRS- eller RTRS-ækvivalente kreditter, som indestår for, at der ikke sker illegal eller legal afskovning i følsomme skovområder. Vi vil samtidigt arbejde for, at der etableres en dansk brancheløsning, hvor man som samlet branche vil arbejde for fuld FEFAC bæredygtig soja i 2025, forklarer Preben Sunke.
Sporbarhed i den samlede værdikæde
Danish Crown har valgt at prioritere et samarbejde med FEFAC for at sikre fuld sporbarhed i de fysiske leverancer af soja. På den måde bliver der taget ansvar for den samlede værdikæde, og det sikrer en varig produktion af bæredygtig soja.
Preben Sunke ved dog også, at ansvarligt og bæredygtigt soja ikke kommer over natten, men for at komme i mål stiller Danish Crown krav til forbedringer af de kriterier, som FEFAC håndhæver.
- Forbedring af de standarder, der eksisterer, er et langt, sejt træk. Vi vil skabe reelle forbedringer i de lande og de regioner, som vi handler med. Det kan vi bedst gøre, hvis vi stiller krav til de varer, vores ejere modtager, og direkte til producenterne. Danish Crown forventer, at FEFAC implementerer en utvetydig og bred anerkendt afskovningspolitik inden 2025 med klare retningslinjer, som sikrer imod både legal og illegal afskovning, og som er tredjepartsverificerede, og hvor der er fuld sporbarhed igennem kæden. Produktionen af soja må ganske enkelt ikke resultere i skovrydning eller omlægning af andre naturtyper med høj bevaringsværdi, siger Preben Sunke.
Det er Danish Crowns vurdering, at den samlede meromkostning for koncernen ved brug af ansvarlig soja gennem det planlagte program fra start vil koste hvad der svarer til ca. 75 øre per slagtet gris.
I en kronik på altinget.dk går Preben Sunke i dybden med tankerne og målsætningerne i Danish Crowns handlingsplan. Kronikken kan læses her