Danish Crown vil styrke lønsomheden med stor organisationstilpasning

Danish Crown vil styrke lønsomheden med stor organisationstilpasning

Færre slagtegrise og for høje omkostninger presser konkurrencekraften hos Danmarks største kødproducent. Derfor planlægger Danish Crown nu at nedlægge omkring 500 funktionærstillinger som led i igen at blive en økonomisk sund forretning.

11. oktober 2024

Det er nødvendigt at prioritere benhårdt fremover, lyder det fra Group CEO Niels Duedahl, der sammen med sit lederteam i dag præsenterer en omfattende organisationstilpasning. 

- Danish Crown befinder sig midt i en krise, og vi står over for gennemgribende forandringer. Vores omkostninger er ganske simpelt alt for høje i forhold til vores indtjening. Det siger sig selv, at det er vi forpligtet til at handle på, og vi tilpasser nu vores organisation og fokuserer hundrede procent på kerneforretningen for at sikre en bedre afregning til de landmænd, der ejer Danish Crown, siger Niels Duedahl. 

Det forventes, at omkring 500 funktionærstillinger vil blive nedlagt på tværs af Danish Crown. Tilpasningen vil sammen med andre sparetiltag give en årlig omkostningsreduktion på 500 mio. kr. Fremover skal der i Danish Crown ske en hårdere prioritering af de mest kritiske kerneopgaver for at finde tilbage til en økonomisk sund forretning.  

- Det berører mig dybt, men den planlagte nedlæggelse af stillinger er desværre helt nødvendigt, hvis vi igen skal blive en økonomisk sund virksomhed. Den gode nyhed – selvom det er svært at tale om en sådan i dag – er, at Danish Crown har situationen i egne hænder og kan løse krisen indefra, siger Niels Duedahl, der samtidig varsler, at der i den kommende tid vil være flere tiltag, som vil styrke virksomhedens fokus. 

Siden Niels Duedahl overtog jobbet som Group CEO den 1. september, har han sat sig selv i spidsen for kerneforretningen og samtidig gjort alle koncernens supportfunktioner til en del af samme organisatoriske enhed - med et klart mål om at effektivisere og strømline Danish Crown.  

- Danish Crown har en lang, stolt historie, og selvom vi skriver et trælst kapitel i dag, så gør vi det for at kunne skrive mange flere positive kapitler i fremtiden. Bag vores problemer er et stort uudnyttet potentiale, som jeg ved, at en fokuseret organisation kan forløse, når vi træffer de svære, men rigtige beslutninger, siger Niels Duedahl. 

Ved større afskedigelsesrunder i Danmark skal der indledes lovbestemte forhandlinger med medarbejderrepræsentanter med henblik på at begrænse omfanget og sikre vilkårene for de opsagte. Den proces begynder nu. Opsigelser udleveres efter forhandlingsperioden og senest ved udgangen af oktober i Danmark og i udlandet efter nationalbestemte regler.