Danmarks største slagterforretning vokser

Danmarks største slagterforretning vokser

11. juni 2013


Randers, d. 11. juni 2013

På bare seks år er Danish Crowns afdeling i Sdr. Felding vokset fra bare tre medarbejdere til i dag at beskæftige 65 fuldtidsansatte. Derfor er der også brug for mere plads. Lige nu knokler håndværkerne for at færdiggøre en tilbygning på 400 kvadratmeter.

- Efterspørgslen på indbydende produkter, som forbrugerne forholdsvis hurtigt kan tilberede, vokser hele tiden. Det er præcis den type ”komfurklare” produkter, som afdelingen i Sdr. Felding er specialister i, så derfor ser vi stadig et pænt vækstpotentiale på det her område, fortæller DC Beefs salgsdirektør Finn Klostermann.

Fabrikschefen i Sdr. Felding hedder Kim Smed. Han var en af de tre, der i 2007 blev ansat til at bygge afdelingen op. Det er også ham, der uden at blinke – og med stor faglig stolthed – kalder sin fabrik for ”Danmarks største slagterforretning”.

- Det vi fremstiller her, er i bund og grund præcis de samme produkter, som hver dag bliver langet over disken rundt omkring i slagterforretningerne. Forskellen er bare, at forbrugerne kan købe vores produkter i supermarkederne, når de alligevel skal købe mælk og mel.

Selektering, modning og portionering, det er nøgleordene i det daglige arbejde for Kim Smed og hans folk. For det første bruger de meget tid på at udvælge og sikre sig, at råvarerne har den rigtige kvalitet. Derefter modnes kødet, så forbrugerne får et mørt og lækkert produkt. Og til sidst opskæres og pakkes produkterne i portioner, som er nøje tilpasset forbrugernes ønsker anno 2013.

Lige nu, hvor det er sæson for kød til grillen, bliver der hver dag marineret flere tusinde flanksteaks og okseroasts i Sdr. Felding. Når det bliver efterår, så er det andre produkter, der er på hylderne i supermarkederne.

- Hvis jeg kan gøre en tidskrævende opskrift til hverdagsmad, som kan tilberedes på under en time, så har vi et godt grundlag for et nyt produkt, fortæller Pia Mejl Krautwald, der er produktudvikler i DC Beef. Hun har konstant antennerne ude for at få ideer til nye produkter og nævner de marinerede okseroasts, som et af de produkter som forbrugerne har taget til sig.

- Når solen skinner, så får folk lyst til at tænde op i grillen, men en okseroast skal altså ligge i marinaden i mere end en time for virkelig at smage af noget, så det er ikke noget, hr. og fru Jensen selv lige får gjort til hverdag. Der har vi helt tydeligt skabt et produkt, hvor både mængden og prisen rammer plet, konstaterer Pia Mejl Krautwald.

Tilbygningen i Sdr. Felding skal stå færdig til september. De 400 hvadratmeter er opdelt i 300 kvadratmeter kølerum og 100 kvadratmeter fryserum, som gør det muligt at inddrage de nuværende køle- og fryserum til produktion.