Onsdag den 22. august 2012
Bornholm har udviklet sig til et kulinarisk centrum og er i dag kendt for spændende og velsmagende mad. Derfor er det et naturligt sted at etablere en regional svineproduktion med sit eget særpræg.
Det gjorde Danish Crown i 2008 med Bornholmergrisen, og siden er det kun gået én vej.
- Forbrugerne har taget rigtig godt imod Bornholmergrisen, og siden den første gris blev slagtet har vi på blot fire år oplevet en firedobling i salget. Det viser tydeligt værdien i, at detailhandel og fødevareproducent samarbejder om at udvikle en specialgris, der er tilpasset forbrugernes behov, fortæller Torben Pedersen, salgschef i Danish Crown.
Og nu sker der yderligere en fordobling af mængderne. Hidtil er Bornholmergrisen blevet solgt i landets Kvickly-butikker, men fra næste onsdag kan forbrugerne også finde Bornholmergrisen i køledisken i 100 af landets SuperBrugsen butikker.
Flere producenter
Satsningen betyder, at flere bornholmske svineproducenter nu har lagt produktionen om.
- For at kunne følge med forbrugernes efterspørgsel er flere svineproducenter begyndt at producere Bornholmergris, så vi nu er oppe på 12 lokale producenter. Det betyder meget for Bornholm, hvor også medarbejderne på slagteriet i Rønne glæder sig over at slagte og opskære en lokal mærkevaregris, som er blevet så populær, siger salgschef Torben Pedersen fra Danish Crown.
Om Bornholmergrisen
Bornholmergrisen er produceret af udvalgte grise fra Bornholm, som lever op til særlige krav om bedre spisekvalitet og bedre dyrevelfærd.
Det betyder blandt andet, at
- Dyrene har mere plads
- De får strøelse dagligt
- Grisene er en smule større
- Dyrene slagtes lokalt
- Kødet modnes længere 12 bornholmske svineproducenter leverer Bornholmergrise til slagteriet i Rønne.