DC et skridt tættere på nyt kreaturslagteri

Det bliver Holsted i Vejen Kommune, der kommer til at lægge grund til, hvis Danish Crowns bestyrelse træffer den endelige beslutning om at etablere et nyt kreaturslagteri Danmark.

17. august 2011



Randers, 17. august 2011

Det bliver Holsted i Vejen Kommune, der kommer til at lægge grund til, hvis Danish Crowns bestyrelse træffer den endelige beslutning om at etablere et nyt kreaturslagteri Danmark.

Efter måneders omfattende analyse har Danish Crown nu lagt sig fast på den geografiske placering af et eventuelt nyt kreaturslagteri.
- Det har været meget positivt at opleve den store interesse fra kommuner over hele landet, og derfor har vi også været grundige i vores overvejelser. Men der er rigtig mange faktorer, der spiller ind i sådan et regnestykke, og analyserne peger på, at Vejen er det bedste bud, siger direktør i DC Beef Lorenz Hansen.

Der er tale om en investering på godt en halv mia. kr. i danske industriarbejdspladser, og undervejs i processen, som blev skudt i gang i marts i år, har mange kommuner budt sig til at for at sikre de 300 arbejdspladser, der kan blive tale om. Men ikke kun grund og beliggenhed er vigtige – også økonomi i indtransport, spildevandsbehandling og en lang række andre ting er blevet vurderet nøje.

- Danish Crowns beslutning om at placere et moderne kreaturslagteri i Vejen Kommune er en sejr for hele regionen. Når så stor en virksomhed vælger at placere sig i Danmarks strategiske kryds, vil det smitte positivt af mange steder. Det viser, at vores kommune er værd at investere i, og at vi også rummer de store virksomheder, siger borgmester i Vejen Kommune Egon Fræhr (V).

Sideløbende med forhandlingerne har Vejen Kommune fået mulighed for at erhverve grunden i Rødding, hvor Danish Crown tidligere havde en opskæringsafdeling.

Danish Crowns bestyrelse forventes at træffe den endelige beslutning om, hvorvidt Danmark skal have et nyt kreaturslagteri i løbet af foråret 2012. Det er blandt andet afgørende for den endelige afgørelse, at der kan etableres en konkurrencedygtig omkostningsstruktur.


Yderligere oplysninger
Lorenz Hansen, direktør i DC Beef, telefon 4043 8353
Egon Fræhr, borgmester, Vejen Kommune. Telefon 2016 2669
Anne Villemoes, kommunikationsdirektør, Danish Crown, telefon 2922 2415