Danish Crowns nuværende kommunikationsdirektør, Astrid Gade Nielsen, har efter syv år i Danish Crown og en lang og højt anerkendt karriere inden for corporate communication i fødevarebranchen valgt at bruge de sidste år af sit arbejdsliv på at forfølge andre interesser. Hendes efterfølger bliver Theis Brøgger, der den 1. april tiltræder som Vice President for Group Communication & Public Affairs i Danish Crown.
Ifølge Jais Valeur, CEO i Danish Crown, stod det hurtigt klart i processen med at identificere en efterfølger, at Theis Brøgger var den bedste kandidat til jobbet, da han er en tydelig kommunikator og som leder har stor erfaring med både at navigere i fødevarebranchen og i en organisation med et krævende interessentmiljø.
- Jeg er overbevist om, at Theis er den rigtige til at stå i spidsen for et kompetent kommunikationsteam og arbejdet med at styrke vores omdømme som en fødevarevirksomhed, der har forpligtet sig til at producere mere bæredygtige fødevarer til verden’ siger Jais Valeur.
Theis Brøgger bringer 17 års erfaring med sig inden for corporate communication og strategisk omdømmestyring i en international virksomhed. Theis Brøgger har haft en række stillinger i Arla Foods, blandt andet som direktør for koncernens medierelationer og senest som kommunikationsdirektør og medlem af ledelsen i Arla Foods UK.
En af Theis Brøggers hovedopgaver bliver at styrke Danish Crowns omdømme som et landmandsejet fødevareselskab, der leverer på sine ambitiøse bæredygtighedsmål. Samtidig skal han være garant for en åben og transparent kommunikationsstrategi samt opbygge relationer og forme samarbejdet med interne og eksterne interessenter.
- Jeg er stolt og begejstret for at blive en del af teamet på et så vigtigt tidspunkt for virksomheden, da den står over for en af de mest presserende udfordringer, vi står over for på globalt plan - at imødekomme den voksende befolknings ernæringsbehov ved at levere mere bæredygtige fødevarer. Jeg glæder mig enormt til at slutte mig til de mange talentfulde og engagerede kolleger og landmænd i Danish Crown, mens vi fortsætter virksomhedens omdømmerejse og med at levere mad, der kan gøre en forskel, siger Theis Brøgger.
Jais Valeur takker Astrid Gade Nielsen for at have ledet koncernens kommunikationsstrategi og -aktiviteter på tværs af alle markeder og interessenter med sikker hånd gennem syv år.
- Under Astrids utrættelige ledelse har vi fået skabt et bundsolidt fundament for virksomhedens omdømme. Vi har fået sat klare mål om at være ansvarlig og innovativ fødevareproducent, der vil være kendt for kvalitet og nytænkning. Astrid har også spillet en nøglerolle i at kommunikere vores vision om at producere mere bæredygtige fødevarer, og hun har hele vejen været en forbilledlig frontløber og leder i Danish Crown, siger han.
- Jeg er taknemmelig over for ledelsen og andelsejerne for at have givet mig muligheden for at opbygge en ny identitet og arbejde med virksomhedens omdømme sammen med mange fantastiske mennesker i Danish Crown. Jeg har dog haft en drøm om at hellige mig de ting, som har stået i anden række, mens jeg har arbejdet mange timer, og den drøm har jeg valgt at fokusere på at udleve nu. Jeg vil ønske alt det bedste for virksomheden og menneskene i Danish Crown i deres bestræbelser på at gøre en forskel, siger Astrid Gade Nielsen.
Theis Brøgger tager over fra Astrid Gade Nielsen den 1. april. Hun vil derefter stå til rådighed frem til 1. juli, så skiftet kommer til at ske så gnidningsfrit som muligt.