Der var mange spørgsmål omkring Danish Crowns strategi og planerne for virksomhedens udvikling i de kommende år, da Danish Crowns formand Erik Bredholt og Group CEO Jais Valeur mandag mødte omkring 100 andelsejere på kredsmødet i Sorø.
- Det er fantastisk at være ude at møde vores andelsejere, efter vi måtte holde kredsmøderne digitalt sidste år. Der er masser af relevante spørgsmål både til virksomhedens drift og ikke mindst vores planer for fremtiden. Det er bekræftende at mærke engagementet blandt ejerne, og det var dejligt at spore en høj grad af optimisme, selv om noteringen lige nu er på et lavt niveau, sagde Erik Bredholt efter mødet.
Den del af Kreds 6, der dækker Sjælland og Lolland-Falster, skulle vælge et medlem mere til repræsentantskabet end ved sidste valg.
Lars Andersen (Fuglebjerg), Mikael Andersen (Slagelse), Bjarne Feldthusen (Næstved), Kim Kjær Knudsen (Ringsted) Kaj Munck (Faxe), Michael Nielsen (Uvelse), Claus Lohmann Poulsen (Egemarke), Boye Tambour (Søllested) blev alle genvalgt, mens Allan Nordahl (Brandstrup) og Morten Thorkildsen (Gørlev) er nyvalgte.
Knud Kjær Knudsen (Bukkerup) og Kaj Rasmussen (Ørslev) blev valgt som suppleanter.