Fremtidens køledisk bugner med hjertemærket kød

Fremtidens køledisk bugner med hjertemærket kød

Det hjertemærkede kød tegner en stadig større del af salget til de danske forbrugere, som i stigende grad efterspørger produkter med fokus på dyrevelfærd

4. februar 2022

Med indførelsen af det statslige dyrevelfærdsmærke – i daglig tale kaldet ”Hjertemærket” – har de danske forbrugere fået et nyt pejlemærke, når de går på jagt i køledisken.

Det kan de danske kvægproducenter bruge til placere netop deres produkter forrest i forbrugernes bevidsthed, lyder det fra Landbrug & Fødevarer, som i den kommende tid sætter fokus på fordelene ved Hjertemærket.

- Der er ingen tvivl om, at dyrevelfærd og til dels bæredygtighed er blevet de to store drivere i mange forbrugeres valg af kød. Det er ofte den parameter, de bruger til at differentiere mellem de forskellige produkter – og det handler ikke kun om pris, fortæller Mette Jasper Gammicchia, Chef for Marked & Ernæring hos Landbrug & Fødevarer.

- Vi kan samtidig se, at det generelle prisniveau på de hjertemærkede produkter ligger pænt over de udenlandske produkter, hvor der ofte er tale om slagtilbud og kampagner. Her opretholder det hjertemærkede kød i stedet en stabil, god pris, siger hun.

Hjerter giver muligheder

Hvorvidt man som producent køber ind på koncepter, hvor eksempelvis Hjertemærket indgår, kan i fremtiden få betydning for den enkeltes muligheder, når det kommer til afsætningen af slagtedyr.

Detailkæderne efterspørger, ligesom kunderne, nemlig i højere grad produkter, hvor kvaliteterne rækker udover prisen. Hos Danish Crown pryder de to hjerter blandt andet produkterne under Dansk Kalv-konceptet.

- Udviklingen er ikke til at tage fejl af. Detailkunderne har virkelig taget hjerteordningen til sig, og har det med i overvejelserne, når de køber ind. Derfor sørger vi også for at hjerterne tydeligt fremgår af produkterne – blandt andet på grillvarianterne til sommerhandlen, så kunderne nemt og hurtigt får øje på det. Derudover er vi også begyndt at benytte mærket ifm. vores sortimenter til foodservice, hvor der også er en stigende efterspørgsel på den slags tiltag, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.

I Landbrug og Fødevarer mener man desuden, at Hjertemærket snart kan få betydning for, hvorvidt man får plads i nogle butikkers kølediske.

- Det billige kød forsvinder ikke lige med det samme fra køledisken, men det går kun én vej. Det er heller ikke utopi at tro, at nogle detailkæder på et tidspunkt vil stille hjertemærkning som krav i aftalerne med leverandører, siger Mette Jasper Gammicchia.