Det er ikke til at se bøgeskoven for gode kunderelationer på Smukfest. Det siger Lars Albertsen, salgsdirektør for Danish Crown Pork, efter at have mødtes med de første af de over 40 industrikunder, som koncernen har inviteret til dette års festival i Skanderborg.
- Vores kunder er helt vilde med vores arrangement, hvor vi inviterer dem til Smukfest en enkelt dag. Vi har stort set ingen, der har takket nej til at deltage, og jeg ved, at flere af vores kunder har lagt deres ferieplaner, så de ikke går glip af turen til Skanderborg, fortæller Lars Albertsen.
Som opvarmning til turen til festivalpladsen varmer man op med tapas fra Slagter Munch og Tulip i Guldrummet by Danish Crown på Central Food Market i Aarhus. Herfra kører en bus til Smukfest, hvor Michelin-kok Thomas Pasfall byder velkommen med retter baseret på kød fra Frilandsgris og Friland Kødkvæg. Derpå fyldes der på musik, hygge og besøg i Tulips boder på festivalen, hvorpå en middag i Bøf Saloon venter.
Lars Albertsen er ikke i tvivl om, at det skaber værdi at være sammen med kunder i anderledes rammer.
- Det giver en mere uformel tone i den daglige dialog. Og så er det bare nemmere at løse de problemer og udfordringer, der indimellem opstår mellem en leverandør og en kunde, når man kender hinanden, siger Lars Albertsen.
Sats 100 procent
Peter Guldager, direktør for Tulip Away from Home, er enig.
- Det er alt andet lige nemmere at lave forretning, når man har en fælles reference om en god oplevelse såsom Smukfest, siger Peter Guldager.
Men selv om oplevelsen foregår under afslappede forhold, skal man som arrangør levere varen.
- Det, man laver, skal være all in. Ellers skal man lade være, understreger Peter Guldager.
Claus Hein, Vice President, Sales Nordic i Danish Crown Beef, mener, at Smukfests afslappede rammer er som skabt til at skabe et godt og uformelt forhold til et bredt udsnit af medarbejderne fra en detailkunde.
- I løbet af Smukfest møder vi fra Danish Crown Beef 250 forretningsrelaterede kunder. Vores primære kontakt, indkøbschefen, har nemlig typisk 15-20 medarbejdere fra forskellige kategorier med sig til Smukfest. De påvirker også vores forretning i en eller anden grad, og når vi så mødes næste gang, har vi en fælles og rar oplevelse at gå ud fra. Det skaber en anden dialog, påpeger Claus Hein.