Retter baseret på produkter fra Danish Crowns Guldrum i Kolding tog de fire øverste pladser, da nogle af landets bedste restauranter dystede om at lave Årets ret med gris på Hotel- og Restaurantskolen i Valby.
Vinderretten fra Søllerød Kro var stegt kæbesnitte levereret af Guldrummet. Retten blev serveret med tilbehør af artiskok, tørret svinehjerte og sauce på karamelliserede nøgleben og haler.
Mester fra Guldrummet Rone Stokholm Kruse er glad for, at kæbesnitter nu også har fundet vej til nogle af de bedste restauranter herhjemme.
- Det er fantastisk, at kokkene bruger sådan et produkt og nu vinder Årets ret med gris med det. Det er lige præcis det, vi arbejder på i Guldrummet, nemlig at hjælpe kokkene med at finde de mere skæve udskæringer, så den enkelte restaurant føler, man har noget unikt, som ingen andre har, siger Rone Stokholm Kruse.
Flere topplaceringer til kød fra Guldrummet
Også anden-, tredje- og fjerdepladsen i konkurrencen gik til retter med kød leveret af Guldrummet.
Andenpladsen gik til Restaurant Fru Larsen, som serverede Frilandsbryst og spareribs med aromatiske urter, rødbede, solbær og ramsløg. Falsled Kro snuppede tredjepladsen med en ret bestående af svinenakke fra Dansk Landrace med røget kalvemarv, spidskål og svampe. Michelin-restauranten Substans fik en flot fjerdeplads for deres ret med dansk økologisk grisebryst, også leveret af Guldrummet.
Om Årets ret med gris
Landbrug & Fødevarer står bag konkurrencen med økonomisk støtte af Norma og Frode S. Jacobsens Fond
Både kokke, madanmeldere og restaurantgæster kan indstille de nominerede til Årets ret med gris. Vinderen modtager en pengepræmie på 30.000 kroner, mens anden- og tredjepræmien får henholdsvis 15.000 og 5.000 kroner.