Randers, 17. januar 2012
Brun sovs, julegaver og julesmåkager. Julemåneden er god ved hjertet, men ikke ved livvidden eller lønkontoen. Efter en december med overflod af dyre og søde sager, er pengepungen og livvidden kommet i fokus.
Det kan ses på salget i Danish Crown, hvor magre og billige udskæringer i stort omfang kommer i forbrugernes indkøbskurve.
- Kalveforkød i tern og oksekød med 3-7 procent fedt sælger rigtig godt, og begge dele er magert og billigt. Samtidig sælger vi ikke de store mængder af oksehøjreb eller oksemørbrad, der også er fedtfattig, men ikke så billigt som de andre udskæringer, forklarer salgsdirektør i DC Beef, Finn Klostermann.
Den samme tendens gør sig gældende for svinekød, hvor det især er billige og fedtfattige udskæringer som skinkekød i tern, koteletter, skinkeschnitzler og hakket svinekød 3-7 procent.
- Det er typisk for januar, at forbrugerne bliver mere fedt- og omkostningsbevidste, end de for eksempel er til nytår eller om sommeren, siger Finn Klostermann og peger på, at det om sommeren typisk er steaks og hakkebøffer med højt fedtindhold, der kommer i indkøbskurven og videre på grillen.