Landets dygtigste kokke- og tjenerelever dyster i Randers

Landets dygtigste kokke- og tjenerelever dyster i Randers

2. november 2023

Showkøkkenet på Danish Crowns hovedkontor fyldes med talent og gastronomi på højt niveau, når konkurrencen Young Chef afvikles den 7. november i Randers. Eleverne kommer fra skolerne; Tech College Aalborg, Kold Collage Odense, College 360 Silkeborg og Hotel- og Restaurantskolen København.

Her dyster de mest lovende kokke- og tjenerelever om, hvem der kan skabe den bedste oplevelse for 40 gæster og dommere i konkurrencen.

- De største madoplevelser på Danmarks spisesteder skabes af de stærkeste teams. I Young Chef skal vi kåre det bedste team af kokke- og tjenerelever, siger formanden for Team Gastronomi, Tine Skriver, der står bag konkurrencen.

Young Chef arrangeres af Team Gastronomi Danmark, støttet af 3F - Privat Service og Restauration, HORESTA og Food Organisation of Denmark, samt en række private virksomheder herunder Danish Crown.

Det er eventkøkkenet i Danish Crowns nye hovedsæde, at konkurrencen skal udkæmpes, og det vækker stolthed hos den danske fødevarevirksomhed.

- Hos Danish Crown er vi stolte af at kunne understøtte konkurrencen ved at lægge rammer til. Men det betyder noget helt særligt, at vores produkter fra Dyrbar kommer til at spille en nøglerolle i konkurrencen for nogle af landets bedste kokke- og tjenerelever, siger, Jesper Jæger, der er marketingansvarlig for foodservice i Danish Crown og virksomhedens repræsentant i Team Gastronomi.

Det er ikke kun gæster og dommerne, der kommer til at følge konkurrencen på tætteste hold. Danish Crowns medarbejdere kommer også til at følge nøje med, da konkurrencen afvikles, mens der er fuld gang i arbejdsdagen på hovedkontoret.

Deltagerholdene til Young Chefs består af to kokkeelever og en tjenerelev. De indstilles af faglærerne på de respektive skoler.

Vil du følge med online, kan du gennem dagen klikke ind på linket her

https://www.danishcrownprofessional.com/viden/danish-crown-professional/young-chef-2023/livestream-young-chef-2023/