Engestofte Gods nær Maribo dannede i weekenden rammerne for det allerførste Madens Folkemøde afviklet af Food Organisation of Denmark. Det blev godt besøgt, og alle aspekter af fødevareproduktion blev livligt debatteret.
Danish Crown var bl.a. repræsenteret i debatten ”Kommunikation om dyr der lever for at dø!”. Her deltog Kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen sammen med griseproducent og andelshaver Michael Nielsen samt Mickey Gjerris der er bioetiker og fra Københavns Universitet.
Debatten handlede om dyrevelfærd – og hvem der egentlig har ansvaret for, at den er i orden. Er det slagterierne? Landmanden? Politikerne? Eller forbrugerne? Debatpanelet blev, trods uenigheder undervejs, enige om, at ansvaret ligger hos os alle, og at det er en fælles opgave, at sikre god dyrevelfærd.
I videoen længere nede kan du se et sammenklip af de vigtigste pointer.
Guldrummet meldte alt udsolgt
Guldrummet deltog med egen stand, hvorfra der var salg af produkter og smagsprøver i stribevis.
- Guldrummet var med på Madens Folkemøde, fordi vi gerne vil tale om kød. Vi vil gerne tale Guldrummets sag om det gode kød, og vi vil gerne være kødets stemme. Derudover var vi der også for at vejre stemningen omkring det nye koncept, som vi kommer til at lancere til sommer. Konceptet hedder ”Dyrbar”, og skal være vores kanal for direkte salg til private via en webshop, der går i luften i løbet af sommeren, fortæller Senior Manager, Premium, Dorte Kærgaard Ruby.
Guldrummet nåede at melde totalt udsolgt af produkter.
- Vi blev simpelthen taget så godt imod og alle var begejstrede for vores produkter. Vi fik snakket en del omkring kødkvalitet, og hvordan topkokke driver en agenda, hvor smagfuldt kød ikke nødvendigvis serveres i store mængder – og derfor gerne må koste mere.
- Vi fik vist, hvordan kød af høj kvalitet kan præsentere sig og smage helt fantastisk blot ved hjælp af rigtig tilberedning og en smule salt – til stor overraskelse og entusiasme hos de fremmødte gæster. Der var mange, der fik et helt andet syn på, hvordan grisekød kan smage, fortæller Dorte Kærgaard Ruby og fortsætter:
Guldrummet havde blandt andet krogmodnet gris, ribeye-slag af gris og forskellige udskæringer af fedtmarmoreret oksekød med.