Det er en medarbejder med indgående kendskab til Danish Crown koncernen, der den 1. december tiltræder som fabrikschef i Blans. Han er i sin tid udlært slagter på slagteriet i Aars og har gennem mere end to årtier haft lederstillinger på flere slagterier i Danmark, og så var han med på det hold, der var i Storbritannien for at vende udviklingen i Tulip ltd.
- Søren har udviklet sig som leder under sit ophold i England og da han vendte tilbage til Sæby, hvor jeg havde lejlighed til at følge ham helt tæt. En af hans store styrker er, at han har erfaring som leder fra nærmest alle områder af et slagteri, og så får han hele tiden ideer til nye og bedre måder at gøre tingene på, hvilket vi virkelig får brug for i jagten på at løfte driften af vores slagterier i de kommende år, siger Jesper Sørensen, der er produktionsdirektør fra Fresh-fabrikkerne i BU Danish Crown.
Efter lukningen af slagteriet i Sæby har Søren B. Jensen de seneste måneder været ansat i kvalitetsafdelingen i Randers. Det har styrket hans netværk yderligere og givet ham indsigt og forståelse i det arbejde, der foregår på koncernens hovedkontor.
- Søren er først og fremmest en dygtig leder, der evner at få sine medarbejdere med sig og har øje for hvad der er det rigtige at gøre i både medvind og modvind. Jeg er sikker på, at han er et godt match til Blans som person, for han har både humor og en praktisk tilgang til at løse problemer. Sidst men ikke mindst forstår han værdien af at løse opgaven i fællesskab og gennem samarbejde, så han er på alle måder et stærkt valg og den rigtige fabrikschef til slagteriet i Blans, lyder det fra Jesper Sørensen.
Carsten Ole Hansen, der har været konstitueret som fabrikschef i Blans, vender nu tilbage til jobbet som fabrikschef for slagteriet i Herning, men han forbliver fabrikschef for so-slagteriet i Skærbæk fremadrettet.