Ny mand i spidsen for Danish Crown i Horsens

Ny mand i spidsen for Danish Crown i Horsens

Jesper Frandsen overtager den 1. marts ansvaret for Danish Crowns slagteri i Horsens. Han afløser Carsten Wengel, der stopper efter godt tre år på posten.

26. februar 2019

- Vi har i en længere periode ikke været helt enige om, hvordan vi når frem til de aftalte mål for den daglige drift af slagteriet i Horsens. Derfor er vi nu enige om at lade vejene skilles, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

Den nye leder af slagteriet i Horsens bliver 43-årige Jesper Frandsen, som de seneste knap fem år har været fabrikschef på slagteriet i Ringsted. Han er uddannet slagter på det daværende slagteri i Nørresundby, og han har blandt andet haft stillinger som driftsleder på slagterierne i Blans og Horsens, inden han blev fabrikschef på slagteriet i Esbjerg i 2011 og frem til lukningen i 2012. 

- Jeg er sikker på, at Jesper Frandsen er den helt rigtige mand til at stå i spidsen for slagteriet i Horsens. Han kommer med både stor faglig og tung ledelsesmæssig erfaring, siger Per Laursen.

- Jeg glæder mig utroligt meget til opgaven. Jeg har tidligere arbejdet i Horsens som driftsleder, og det er på alle måder en fantastisk fabrik. Det er dog med et vist vemod, jeg siger farvel til Ringsted. Jeg har haft fem fantastiske år på Sjælland, men muligheden for at stå i spidsen for Danish Crowns største slagteri og samtidig komme tættere på vores familie i Jylland kunne jeg simpelthen ikke sige nej til, siger Jesper Frandsen.

Jesper Frandsen overtager ledelsen af slagteriet i Horsens med virkning fra den 1. marts, men vil have ansvaret for begge slagterier, indtil der er fundet en ny fabrikschef til slagteriet i Ringsted.