Nytårshandlen sender Sdr. Felding i døgndrift

Nytårshandlen sender Sdr. Felding i døgndrift

Lige nu fylder grisen alle siderne i supermarkedernes tilbudsaviser, men nytårsmenuen står fabrikken i Sdr. Felding for. Her arbejder man i døgndrift for at sikre varerne til nytårsaften, og især mørbradbøffer fylder på lageret.

8. december 2020

Lyset er tændt døgnet rundt på Danish Crown Beefs forædlingsfabrik i Sdr. Felding for tiden. Dagholdet møder ind fra 06.00 til 16.00, hvor de håndskærer produkter til den danske detailhandel. De afløses af rengøringsholdet klokken 16.00, der igen bliver afløst af natholdet klokken 21.00.

- Det er meget fart på lige for tiden. Vi skærer rigtig mange mørbradbøffer til nytårsmenuen i varianter fra 120 gram til 560, og det hele skæres i hånden og vurderes af vores slagtere, så det kræver en stor indsats. Heldigvis så er vi en omstillingsparat fabrik, så selvom der er travlt, så kan vi følge med, siger Preben Holm Jensen, der er fabrikschef i Sdr. Felding.

Fabrikken får de store udskæringer fra Danish Crown Beefs egne slagterier. Herefter bliver de trimmet, skåret til i gramstørrelse, vejet og pakket i detailbakker eller skinpack, så de præsenteres pænt i køledisken.

Sous vide om natten

Grunden til at fabrikken lige nu kører med nathold er, at mange af de udskæringer, som fabrikken laver til nytår, skal en tur i sous vide, og det foregår om natten. Sous vide er en tilberedningsmetode, hvor kødet vakuumpakkes og langtidstilberedes i et vandbad ved lav, konstant temperatur indtil kernetemperaturen er perfekt. Ved at tilberede kødet i sous vide får det en bedre struktur og smag, og det giver mulighed for langt højere præcision og kontrol med resultatet.

Efter tilberedelsen i sous vide kan mørbradbøfferne sælges som en del af de færdige nytårsmenuer, da det blot skal varmes op og have stegeskorpe.

- Det er mørbraden, der fylder til nytår, men generelt har vi store ordrer for tiden. Det kræver fleksible medarbejdere, som har forståelse for, at kunderne skal have varer i bestemte perioder, og der er vi heldige, at vi har folk, der vil møde ind på alle tidspunkter af døgnet i de her spidsbelastningsperioder. Det skal de have en stor ros for, siger Preben Holm Jensen.

For at sikre at alle kunder får varer til nytårshandlen arbejder fabrikken i Sdr. Felding gennem hele december bortset fra juleaften.