Randers, d. 4. marts 2013
En mindre gruppe medarbejdere på slagteriet i Blans valgte her til morgen at nedlægge arbejdet i protest mod en ny akkord.
- I en tid, hvor sammenhængen mellem konkurrencedygtighed og antallet af danske arbejdspladser er tydelig for de fleste danskere, er det rigtigt ærgerligt, at en lille gruppe Danish Crown-medarbejdere på denne måde vælger at skyde til måls efter deres egne arbejdspladser. Vi har præsenteret medarbejderne for en akkord i fuld overensstemmelse med overenskomstens regler, men alligevel vælger de at nedlægge arbejdet overenskomststridigt, siger pressechef i Danish Crown Jens Hansen.
Den nye aftale på slagteriet i Blans ligger inden for overenskomstens rammer. Den betyder i praksis, at fire medarbejdere hele tiden skifter mellem fire forskellige processer i stedet for som tidligere at udføre en af opgaverne i en længere periode, for derefter at rotere.
Omkostningen ved at producere et kilo kød er i disse år på dagsordenen på stort set samtlige samarbejdsudvalgsmøder i Danish Crown. Lønomkostningen på et dansk slagteri er mere end dobbelt så høj, som i en række EU lande rundt om Danmark, og det giver store udfordringer, når varerne skal sælges.
- Hvis ikke vi kan producere en tand mere effektivt end i de lande, hvor lønningerne er langt lavere, så forsvinder der danske arbejdspladser. De seneste år har vi set en nedgang i produktionen af danske slagtesvin, og det betyder automatisk færre arbejdspladser - og i den sidste ende hænger det sammen med produktionsomkostningerne. Det oplever vi faktisk, at der generelt er stor forståelse for blandt medarbejderne, siger Jens Hansen.
I dag ligger lønnen på Danish Crowns slagterier typisk mellem 190 og 195 kr. i timen.