Per Thøstesen kåret som Kokkenes Kok

Per Thøstesen kåret som Kokkenes Kok

29. juni 2016

     
Mandag
den 27. juni    

Per Thøstesen, der er køkkenchef på Bistro Boheme i København, blev lørdag kåret som Kokkenes Kok 2015. Det skete ved Danmarks største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem.

Kokkenes Kok er de danske kokkes egen hædersbevisning til en kollega, der har ydet et arbejde ud over det sædvanlige for dansk gastronomi.

Det er Fonden Dansk Gastronomi, der står bag kåringen, og herfra var det bestyrelsesmedlem Jacob de Neergaard og formand Mette Rothmann fra Danish Crown, der uddelte prisen til Per Thøstesen.

- Kokkenes Kok 2015 går til en af Danmarks største gastronomer. Med fundament i det klassiske franske køkken er han en dedikeret kok og et af de største talenter på den danske kokkescene, sagde Jacob de Neergaard ved prisoverrækkelsen.

- Han er oplært af Paul Bocuse og har øje for de gode råvarer, smagssammensætninger og en unik kokkefaglighed. Udover sin faglighed er han den ypperste vært og efter et besøg på restauranten fyldes man af nydelse, lykke og lyst til endnu et besøg.  Derfor har et stort flertal af kollegerne udvalgt ham til at modtage den ærefulde pris som Kokkenes Kok 2015, sagde Jacob de Neergaard.

Om kokkefonden
Fonden Dansk Gastronomi  blev til på initiativ af en række førende kokke og Danish Crown. Siden er Arla også blevet involveret i fondens arbejde.

Formålet med fonden er at støtte lovende danske kokke i forbindelse med kurser og studieophold med henblik på at videreudvikle kokkekunsten i Danmark.