Randers, d. 21. marts
Medarbejderne i Danish Crowns detailpakafdeling i Herning har susende travlt . De satte to rekorder i fredags.
Fredag 18. marts 2011 blev en speciel dag for medarbejdere i detailpakafdelingen på Danish Crown i Herning. De satte ikke mindre end to rekorder i løbet af dagen.
- Det blev vores største dag nogensinde. Vi skulle have 322.000 bakker af sted, så det er ny rekord, fortæller produktionschef Allan Ernstrøm.
Blandt varerne er 139.000 bakker medisterpølse, og det i sig selv er rekord. Så meget medister har Herning aldrig lavet før – ikke engang til jul.
Travlheden skyldes, at tre store kunder i disse uger har henholdsvis jubilæums-, fødselsdags- og 100 kroners marked, som falder sammen.
Ny rekord i denne uge
Også denne uge bliver hektisk. Op til næste weekend skal der leveres 220 tons hakket kød.
De store mængder betyder, at alle de 110 faste medarbejdere arbejder over, og at afdelingen desuden har lånt en håndfuld medarbejdere fra slagteriet for at kunne overkomme opgaven.
- Det kan kun lade sig gøre, fordi jeg har nogle fantastisk dygtige medarbejdere, der er klar til at yde en kanon indsats. Vi kører non stop med undtagelse af, når der gøres rent, fortæller Allan Ernstrøm