Repræsentantskabet godkender nye vedtægter (1)

Repræsentantskabet godkender nye vedtægter

En bestyrelse med fokus på forretningen, færre valgkredse, mindre repræsentantskab og kreaturforum og en åbning for en ekstern formand. Det er nogle af de ændringer i Danish Crowns vedtægter, som et enigt repræsentantskab stemte igennem i dag.

5. september 2024

Danish Crowns repræsentantskab vedtog i dag de foreslåede ændringer til selskabets vedtægter, som skaber en ny governancestruktur for selskabet. Den nye struktur placerer ansvaret i én bestyrelse med fem ejerrepræsentanter, op til fem eksterne medlemmer samt et antal medarbejderrepræsentanter. Her vil formandskabet fremadrettet være sikret eksternt islæt, da mindst ét medlem af formandskabet skal være eksternt, og formandsposten fremadrettet kan varetages af et eksternt bestyrelsesmedlem.

- Bestyrelsens fokus bliver udelukkende på driften og ikke ejerspørgsmål. Hvor vi tidligere havde en drifts- og en ejerbestyrelse, hvor grænserne kunne flyde lidt, så bliver det med den nye struktur helt tydeligt, at den eneste opgave er at skabe de bedste forudsætninger for at Danish Crown leverer resultater. Det vil samtidig frigøre vigtige ledelseskræfter i virksomheden, fordi ansvaret fremadrettet bliver samlet i én bestyrelse, som ledelsen skal forholde sig til, siger formand for Danish Crown, Asger Krogsgaard.

De fem eksterne bestyrelsesmedlemmer vil blive fundet og indstillet til godkendelse af repræsentantskabet af et Nominerings- og evalueringsudvalg bestående af fem valgte repræsentantskabsmedlemmer, som ikke er medlemmer af bestyrelsen, og som får ekstern bistand til opgaven. Udvalgets opgave bliver samtidig at evaluere alle medlemmer af bestyrelsen og lægge planer for kompetenceudvikling af både bestyrelses- og repræsentantskabsmedlemmer i samarbejde med Danish Crowns HR-afdeling. Derudover vælges de fem ejerrepræsentanter i bestyrelsen frit blandt repræsentantskabets medlemmer og ikke som tidligere i kredse.

Ejerspørgsmål debatteres i udvalg

Hvor beslutninger og indstillinger til repræsentantskabet vedr. ejerspørgsmål tidligere har været varetaget af Danish Crowns AmbA-bestyrelse bliver det fremover en opgave for et nyskabt Ejerudvalg. Ejerudvalget er et rådgivende og indstillende udvalg, som med reference til bestyrelsen håndterer ejer- og leverandøranliggender, herunder indstillinger i sager om bod og eksklusion, samt øvrige politiske anliggender af særlig relevans for andelsejerne. Ejerudvalget består af en andelsejer, som er næstformand i AmbA-bestyrelsen, ét ejervalgt bestyrelsesmedlem, formændene for Pork og Beefs leverandørpaneler samt tre medlemmer valgt af repræsentantskabet. 

De tidligere Ejerudvalg Pork og Ejerpanel Beef omdannes til førnævnte leverandørpaneler, som skal rådgive Ejerudvalget i spørgsmål vedr. leverandøranliggender.

- Vi får en ny udvalgsstruktur med klare linjer for, hvad der kan rådgives om, og hvad der kan besluttes, men også hvad udvalgene ikke skal beskæftige sig med. På den måde sikrer vi, at politik ikke spænder ben for forretningen, men bor blandt ejerne, hvor den hører hjemme, siger Asger Krogsgaard.

Som en konsekvens af omstruktureringen nedlægges repræsentantskabets uddannelsesudvalg samt udvalget for ejerkommunikation.

Et mindre repræsentantskab og kreaturforum

For at følge den strukturudvikling, der sker i landbruget, er det også blevet vedtaget at justere antallet af repræsentantskabsmedlemmer og kreaturforum. Kreaturforum reduceres fra 53 til 40 medlemmer, hvoraf to vælges af minoriteterne, mens repræsentantskabet bliver reduceret fra 90 til 60 medlemmer. Her vælger griseandelsejerne de 50, minoriteterne to, og otte kommer fra kreaturforum.

Medlemmerne vil fortsat blive valgt i kredsene, men her reduceres antallet af griseproducentkredse til tre, mens der fremadrettet vil blive fire kreaturproducentkredse.

Artiklen fortsætter under illustrationen

Valg til december

Den nye governancestruktur vil kræve et nyvalg i Danish Crown, og derfor vil den nuværende valgproces med valg i ulige år blive skiftet til valg i lige år, så der kan foretages valg på kredsmøderne i starten af december i år.

- Jeg håber og forventer, at en moderniseret governance-model kan gøre det tydeligt for en ung andelsejer, hvor vedkommende kan komme ind og påvirke den dagsorden i selskabet, som vedkommende synes er vigtig. Derfor håber jeg også, at vores yngre, driftige andelsejere kan se sig ind i modellen og vil bidrage til Danish Crowns udvikling, siger Asger Krogsgaard.

Han lægger især vægt på, at skillelinjerne er blevet tydeligere at navigere i for alle i Danish Crown.

- Jeg er meget glad for det resultat, vedtægtsudvalget er kommet frem til. For mig at se er der ikke nogen tvivl om, at vi får et system, hvor skillelinjerne er meget tydeligere end i dag. Hvor ejere, direktion og medarbejdere vil få nemmere ved at navigere, og hvor beslutningskompetencerne bliver helt klare. Samtidig får vi flere eksterne kompetencer ind, som kan skubbe Danish Crown fremad, så jeg er ganske tilfreds med det endelige resultat, siger Asger Krogsgaard.

For at sikre at bestyrelsen er klar til opgaven fra december, har repræsentantskabet i dag nedsat et midlertidigt Nominerings- og evalueringsudvalg, som tager opgaven med at finde en ekstern kandidat til bestyrelsen, som også kan løfte formandsposten. Kandidaten skal godkendes af repræsentantskabets på mødet i december, så en ny bestyrelse kan konstituere sig inden jul.

De valgte blev:

Martin Pinholt

Mathias Broholm

Julie G. Rasmussen

Peter Fallesen Ravn

Martin Vestergaard

Suppleanterne blev:

Ingrid van den Hengel

Merethe D. Frederiksen