Signe Wenneberg i Frilands bestyrelse

Signe Wenneberg i Frilands bestyrelse

18. maj 2016

    
Onsdag den 18. maj 2016
 

Det er en kvinde med stærke meninger om dyrevelfærd, økologi og bæredygtighed, der nu indtræder i bestyrelsen hos Friland.

- Vi har valgt Signe Wenneberg, fordi vi mener, hun besidder nogle væsentlige kompetencer, som kan bidrage i vores forretningsudvikling, siger bestyrelsesformand i Friland Peter Fallesen Ravn og fortsætter:

- I bestyrelsen har vi dækket både landmandsdelen og forretningsdelen rigtig godt af, men med Signe Wenneberg får vi en person, der repræsenterer forbrugerne og deres synspunkter. Signes tilgang til kvalitet og bæredygtighed er et aktiv - ikke kun internt ved bestyrelsesbordet, men også eksternt ude i verden, hvor hun kan være en stærk ambassadør for Friland og vores produkter.

Selv glæder Signe Wenneberg sig til sin nye rolle:

- Jeg synes, det er modigt af Friland, at række ud efter en debattør som mig. Jeg har den holdning, at vi enten kan masseproducere os til døde – eller også kan vi satse mere på økologi, frie dyr og vores fantastiske historie som et lille land, der kan producere fødevarer af høj kvalitet. Det harmonerer med Friland, og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med resten af bestyrelsen og til at være med til udviklingsarbejdet helt inde fra maskinrummet.

Marked i vækst
Det er et marked i vækst, som Signe Wenneberg nu bliver en aktiv del af. Forbrugerne går i højere og højere grad op i økologi og dyrevelfærd, hvilket konkret afspejler sig på salgstallene.

- Sidste år steg detailsalget af økologisk kød og kødpålæg med 12%, og den stigende efterspørgsel er også noget vi mærker her hos Friland, siger Frilands direktør Henrik Biilmann.

Signe Wenneberg skal sammen med resten af Friland være med til at sørge for at den fremgang fortsætter.

- Vi står stærkt på det danske og europæiske marked for økologisk kød, og jeg ser Signe Wennebergs indtræden i bestyrelsen som en vigtig del til at fastholde og styrke den position, siger Henrik Biilmann.


Om Signe Wenneberg:
Signe Wenneberg, 48, er uddannet retoriker fra Københavns Universitet og har en lang journalistisk karriere bag sig. Hun er endvidere forfatter til talrige bøger og holder mange foredrag rundt om i hele landet, især om bæredygtighed. Hun er kendt som klimaaktivist med stor gennemslagskraft, hvad der har givet hende fast spalteplads på Huffington Post. Danskerne kender hende også fra tv-udsendelser om hendes kernestofområder: Fødevarer, bæredygtighed og have.

Signe Wenneberg er i dag selvstændig med kommunikationsfirmaet Wenneberg & co., der rådgiver om strategisk kommunikation, bæredygtighed og forbrugertendenser. Signe Wenneberg sidder i Etisk Råd, udpeget af den daværende fødevareminister Karen Hækkerup. Hun er desuden kreativ redaktør/medstifter af www.pov.international

Om Friland:
Friland har eksisteret siden 1992 og er salgsselskab for landmænd, som arbejder med produktion af Frilandsgrise, kødkvæg i frilandskoncepter samt økologisk opdræt af kvæg og grise. Friland har 800 leverandører og er ejet af Danish Crown A/S.
Virksomhedens formål er at fremme produktion og salg af alternativt producerede fødevarer, hvor der er taget ansvarlig stilling til husdyretik og miljø.

Friland producerer økologisk okse- og svinekød og mærkevarer som Frilandsgrisen, Friland Kødkvæg, Friland Limousine, Friland Økologi, m.fl. Friland har sammen med Dyrenes Beskyttelse udviklet regelsæt, der sikrer, at dyrenes adfærd og behov tilgodeses bedst muligt. Det betyder bl.a. at der stilles skrappere krav til dyrevelfærden for Frilands økologiske grise, end de gældende regler for økologisk svineproduktion. Langt hovedparten af Frilands produkter bærer enten det røde ø-mærke og/eller mærket ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

En stor del af Frilands produktion afsættes på det internationale marked, og selskabet er i dag den største aktør på det europæiske øko-kødmarked. Friland har et datterselskab i Tyskland.