Sokolow er blandt Polens 10 største brands

Sokolow er blandt Polens 10 største brands

Den polske avis Rzeczpospolita har opgjort Polens mest værdifulde brands. Sokolow er med på listen, og det glæder CEO i DC Foods Flemming Enevoldsen.

12. december 2014


Randers, 12. december 2014
 

Danish Crown overtog i seneste regnskabsår eneejerskabet af polske Sokolow, der i en årrække har leveret gode resultater og organisk vækst.

Væksten kan ses i Danish Crowns regnskab, men også de polske medier har lagt mærke til virksomheden. Den velansete polske avis Rzeczpospolita har netop offentliggjort en liste over Polens 10 største virksomheder målt på værdien af brandet, og her er Sokolow den eneste kødvirksomhed på listen.

Sokolow lander således på en 10. plads med en brandværdi på 1,64 milliarder danske kroner. Det er et spring på tre procent sammenlignet med sidste år, og det glæder CEO i DC Foods Flemming Enevoldsen, at værdien af Sokolow igen er vokset.

- Det viser endnu engang, at Sokolow er en sund virksomhed med en meget stærk position i Polen. Det bekræfter derfor også, at det var klogt at overtage det fulde ejerskab af virksomheden i løbet af året. Fremadrettet skal vi selvfølgelig arbejde hårdt på at sikre, at Sokolow bevarer sin unikke position på det polske marked, og dermed fortsat kan levere gode resultater og overskud til Danish Crowns ejere, siger Flemming Enevoldsen.