Da det i april blev besluttet at lukke slagteriet i Ringsted, aktiverede Danish Crowns bestyrelse samtidig stabilitetsmasken, så andelsejerne ikke længere kunne skrue op for sine tilførsler af grise. Nu er lukningen af Ringsted gennemført, og derfor bliver det igen muligt for andelsejerne at skrue op for produktionen.
Til gengæld lukkes der med øjeblikkelig virkning for justeringer af A-mængden i nedadgående retning med det formål at sikre stabile tilførsler til slagterierne i den kommende periode.
- Vi har løbende haft forespørgsler fra ejere, der gerne ville levere flere grise, og dem kan vi allerede fra i dag lave aftaler med, så de kan levere flere grise fra det nye år. Modsat er det jo ingen hemmelighed, at eksporten af smågrise har været stor, og vi har haft nogle udmeldelser over det seneste år. Derfor drejer vi nu for en periode håndtaget i modsat retning, for det mener vi på den korte bane er en af vejene til at sikre den bedst mulige udnyttelse af kapaciteten på vores slagterier, siger Asger Krogsgaard, der er formand for Danish Crown.
Reglerne for stabilitetsmasken justeres samtidig, så ændringer af A-mængden skal ske med fem hverdages varsel. Det vil med andre ord sige, at fremover vil de seneste fem dages ændringer i A-mængderne automatisk blive annulleret, når bestyrelsen har givet besked om, at bestyrelsen aktiverer stabilitetsmasken i den ene eller anden retning.
De fem dages varsel indføres for at sikre Danish Crown mod pludselige og drastiske udsving A-mængden, som eksempelvis kan blive udløst af et sygdomsudbrud, der helt eller delvist lukker for eksporten af smågrise.
- Når over halvdelen af de grise, der kommer til verden i Danmark, bliver eksporteret, så er vi som selskab tvunget til at have regler og redskaber på plads, der sikrer selskabet og dermed ejerkredsen bedst muligt mod unødvendige meromkostninger. Vi så i 2020, hvordan den samlede ejerkreds kom til at bære omkostningerne, da vi skulle skrue op for kapaciteten efter udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland, og det må ikke ske igen, siger Asger Krogsgaard.
Aktiveringen af stabilitetsmasken i nedadgående retning er gældende fra kl. 15.00 i dag.