28. september 2016
Danish Crowns app ”Ejer” til tilmelding af slagtesvin og indberetning af smågrise har hurtigt vundet indpas hos andelshaverne. Godt tre måneder efter lanceringen af den gratis app sker således godt 20 procent af tilmeldingerne af slagtesvin via ”Ejer”.
I Ejerservice glæder manager Anna Caspersen sig over appens succes.
- Siden introduktionen af appen midt i juni i år har cirka 1.000 andelshavere har downloadet ”Ejer” i deres smarttelefoner. Godt halvdelen af dem bruger den til at melde svin til slagtning. Det svarer til godt en femtedel af det samlede antal ugentlige tilmeldinger. Et højt og glædeligt tal, som vi forhåbentlig vil se vokse yderligere, konstaterer Anna Caspersen.
At appen gør arbejdsdagen nogle procenter mere effektiv, ved Claus Lohmann Poulsen på Egemarke Gods på Vestsjælland.
- Jeg fik downloaded app’en til telefon for nogen tid siden, men skulle lige vænne mig til at bruge den. Det er jeg kommet i gang med nu, og det er jeg glad for. App’en er let tilgængelig, og når man først har indtastet log ind-oplysningerne i telefonen, handler det bare om at åbne app’en og indtaste det antal grise, der skal tilmeldes, siger Claus Lohmann Poulsen.
Større fleksibilitet
Også fodermester Jens Peter Schøler på Edelslund ved Skødstrup har gavn af appen.
- Mine kolleger og jeg har alle fået installeret appen ”Ejer”. Det gør arbejdet mere fleksibelt og lidt hurtigere, fortæller Jens Peter Schøler, som typisk får oplysningerne om tilmelding af slagtesvin pr. sms af den medarbejder, som vejer dyrene.
- Før skulle jeg rende ind på staldkontoret og gå ind på Danish Crowns hjemmeside for at tilmelde grisene. Nu kan jeg klare opgaven på et par minutter, uanset hvor jeg er. Også selv om jeg ikke er på en af Edelslunds tre ejendomme, men er til et møde eller noget i den stil, siger Jens Peter Schøler.
Appen skal man hente i App Store eller Google Play (Play Butik), hvor man skal søge efter ”Danish Crown Ejer”. App’en er tilgængelig for telefoner med minimum version 4 af Android og minimum version 8 af iOS.
Tilmeldings-app’en vil på sigt komme til at erstatte Servicetelefonen og sms.

Succes for den nye tilmeldings-app ”Ejer”
Tre måneder efter introduktionen sker godt 20 procent af tilmeldingerne af slagtesvin med Danish Crown-appen ”Ejer”. Den gør arbejdsdagen mere effektiv ifølge en andelshaver, som bruger appen.
28. september 2016