Randers, 19. august 2014
Alle mand er nu tilbage fra ferie, og der er kommet fart på slagtningerne i Holsted. Det forventes derfor, at de daglige slagtninger kommer til at ligge et stykke over 800 dyr om dagen – målet er 900.
Hele slagtekæden kører med en væsentlig forbedret stabilitet, og det er derfor nu blevet muligt at indføre en akkord på slagtningen, hvilket er med til at begrænse medarbejderstoppene på kæden.
Store tilmeldinger
DC Beef oplever for tiden rekordhøje tilmeldinger af slagtedyr, og da Aalborg har haft to ugers sommerferielukket, så skubbes der desværre en del dyr.
- Vi brokker os aldrig over store tilmeldinger – aldrig. Men jeg beklager selvfølgelig de gener, det giver ude hos vores andelshavere, når vi har forsinkelser på afhentningerne, siger direktør i DC Beef Lorenz Hansen.
Han garanterer, at alle arbejder så hurtigt og målrettet som muligt på at få indhentet det forsømte. Både Ålborg og Holsted slagter med overtid, og der sendes samtidig dyr til slagtning i Husum.