Tysk forretning fokuseres

Danish Crown arbejder målrettet på at løfte lønsomheden på slagteriet i Essen i Tyskland. Som led i den plan er det besluttet at stoppe salget af detailpakket kød til de tyske supermarkeder. Beslutningen berører omkring 160 medarbejdere, som i vid udstrækning vil blive tilbudt andre stillinger i koncernen.

7. januar 2025

Gennem mere end et årti har Danish Crown skåret, marineret, hakket og pakket kød til kunder i den tyske detailhandel. Produktionen er foregået i afdelingen Oldenburg Convenience, som har produktionsfaciliteter på Danish Crowns bacon- og pålægsfabrik i Oldenburg og i mindre omfang på slagteriet i Essen.  
De seneste år har denne forretning dog ikke været profitabel, og derfor har Danish Crowns ledelse besluttet at afvikle Oldenburg Convenience ved udgangen af februar 2025.

- Konkurrencen på det tyske marked er benhård, og for at tjene penge på at sælge fersk kød til den tyske detailhandel skal omkostningerne være absolut minimale, og mængderne store. Der har vi konstateret, at vores setup ikke er konkurrencedygtigt, så vi producerer de sidste ferske varer til den tyske detailhandel i slutningen af februar, siger Per Fischer Larsen, der er salgsdirektør i Danish Crown. 

Omkring 160 medarbejdere har været beskæftiget med produktionen af detailpakket kød på de to fabrikker. De blev informeret om beslutningen på et møde tirsdag morgen, hvor de også fik at vide, at Danish Crown forventer at kunne tilbyde langt de fleste medarbejdere et andet job, enten på Danish Crowns bacon- og pålægsfabrik i Oldenburg eller alternativt på slagteriet i Essen. 

- Det er altid trist at skulle afvikle aktiviteter, men i dette tilfælde er der heldigvis god udsigt til, at vi kan beholde de fleste af medarbejdere. I de kommende uger sætter vi os ned med repræsentanter for medarbejderne og deres fagforening for at finde de bedst mulige løsninger for medarbejderne, som de så individuelt skal forholde sig til, siger Rasmus Aadal, der er produktionsdirektør i Danish Crown. 

Nedlukningen forventes at påvirke Danish Crowns regnskab negativt med et mindre tocifret millionbeløb i indeværende regnskabsår.