Danish Crown Beef har indhentet de udsatte slagtninger

Danish Crown Beef har indhentet de udsatte slagtninger

Ved udgangen af denne uge er der ikke længere udsatte dyr til slagtning i Danish Crown Beef, og det er blandt andet takket være godt samarbejde med andelsejerne omkring tilmelding og afhentning.

26. januar 2021

Nogle andelsejere i Danish Crown Beef har i de seneste uger oplevet, at afhentningen af kreaturer til slagtning er skubbet, fordi tilmeldingerne især før jul var ekstraordinært høje. Samtidig gav Corona-forholdsregler udfordringer med slagtekapaciteten. Ved udgangen af uge fire er slagtningerne indhentet, og Ivan Schmidt, der er produktionsdirektør i Danish Crown Beef, takker andelsejerne for samarbejdet og tålmodigheden.

- Vi har hele vejen igennem oplevet en andelsejergruppe, som har haft stor vilje til at hjælpe med tidlig tilmelding og fleksibilitet omkring afhentningen. Det har været en kæmpe hjælp for vores planlægningsarbejde i forbindelse med slagtning og været med til, at vi forholdsvist tidligt efter helligdagene nu er med igen, siger han.

De indhentede slagtninger kommer også via en medarbejderstab, som hele vejen igennem har lagt en stor indsats for at servicere andelsejerne.

- Vores medarbejdere har arbejdet knaldhårdt på at indhente de udsatte slagtninger både i hverdagen og gennem pauseslagtning og overarbejde.  Det har været rigtigt godt at se, at vi i den grad er rykket sammen omkring at løse udfordringerne, siger Ivan Schmidt.