Danish Crown Beef klar i islandske kølediske

Danish Crown Beef klar i islandske kølediske

I samarbejde med en islandsk partner har Danish Crown Beef slået hul ind til detailhandlen på vulkanøen. Det sker i første omgang med tre udskæringer til detailkæden Hagkaup.

23. marts 2021

Danish Crown Beef har længe haft foden indenfor døren på det islandske marked gennem salg til restauranter og cafeer, men nu skal islændingene til at hente dansk oksekød op ad kølediskene i deres supermarked. I samarbejde med en lokal partner er der nemlig blevet lavet aftale om salg af oksekød direkte til forbrugerne gennem hyper-markedet Hagkaup.

- Hagkaup lavede en kampagne under navnet ”Danish Days”, hvor der er kommet tre udskæringer ind, så det var perfekt timing. Samtidig blev det taget rigtigt godt imod, og alle de produkter, vi havde sendt til Hagkaup, var udsolgt efter tre dage, siger Jan E. Nørhede, der er senior director, export i Danish Crown Beef.

Hagkaup kan bedst sammenlignes med det danske Bilka, og virksomheden driver otte butikker hvoraf de seks ligger i området omkring Reykjavík. Butikkerne har også egne slagterafdelinger, og det giver perspektiver for det fremtidige samarbejde.

- De tre udskæringer, som vi sendte i første omgang, er rib-eye, mørbrad og New York strip, og vi håber selvfølgelig på, at vi kan udvikle samarbejdet yderligere. Vi har en god dialog med Hagkaup både omkring yderligere detail, og vi arbejder på at præsentere dem for en løsning til deres slagterafdelinger i butikkerne, siger Jan E. Nørhede.