Danish Crown tager nu konsekvensen af to års udfordringer for den danske produktion af slagtegrise, hvor færre grise til slagtning i Danmark har udfordret effektiviteten på koncernens danske slagterier. Derfor samler Danish Crown nu produktionen på færre anlæg og koncentrerer koncernens fremtidige investeringer med øje på at forædle ejernes grise til produkter som bacon og pepperoni, frem for primært at være råvareleverandør til kunder over hele verden.
Beslutningen om at indstille slagteriet i Ringsted til lukning vil medføre, at knap 1200 stillinger nedlægges, mens der vil blive frigjort cirka en kvart milliard kroner til andre investeringer over de næste tre år, og forventeligt skabt op mod 300 nye stillinger i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg.
Ændringerne skal udbygge Danish Crowns position som den toneangivende fødevarevirksomhed med fokus på kød i Europa.
- Det er en tung beslutning at skulle lukke slagteriet i Ringsted og i særdeleshed at skulle sige farvel til dygtige og vellidte kolleger, men det er et nødvendigt skridt i vores bestræbelser på at udvikle Danish Crowns position som en moderne fødevarevirksomhed. Med ændringerne sætter vi alt ind på at skærpe effektiviteten på slagterierne og sælge mange flere forædlede produkter til vores nøglekunder over hele Europa, siger Jais Valeur, CEO i Danish Crown.
Turbo på omstillingen
Strategien om at øge andelen af forædlede produkter blev introduceret i koncernstrategien Feeding the Future i 2021. Her gjorde Danish Crown op med ideen om at vokse ved at slagte flere grise, og vil i stedet skabe vækst ved at hæve værdien på dansk grisekød gennem produktion af forædlede fødevarer og mere fokus på bæredygtighed.
Som det første markante skridt har Danish Crown siden investeret op mod en milliard kroner i en ny topmoderne baconfabrik nær Manchester i England, og den årlige produktion på over 200 mio. pakker bacon er allerede solgt til tre store britiske kunder.
Siden 2021 er antallet af grise, der sendes til slagtning i Danmark dog faldet markant, og der er derfor behov for at sætte endnu mere fart på omstillingen og effektivisere produktionen for at kunne betale ejerne - de danske landmænd - en konkurrencedygtig pris for deres grise. Ambitionen er, at andelsejernes kød enten skal sælges som forædlede varer eller alternativt eksporteres som halvfabrikata til højprismarkeder.
- Den globale handel med grisekød er ændret markant de senere år, så markedet for eksport af grisekød til videreforarbejdning rundt omkring i verden nu er domineret af Spanien, USA og Brasilien. Til gengæld kan vi se et potentiale for forædlede produkter, hvor det europæiske marked har vist stor interesse for eksempelvis bacon og pepperoni produceret af Danish Crown, siger Jais Valeur.
Nyt værktøj tages i brug
Når Danish Crown samler sine danske slagteaktiviteter på færre anlæg, vil det betyde, at virksomheden har en kapacitet, der er tilpasset meget præcist til det antal grise, som andelsejerne har tilkendegivet, at de vil levere i det kommende år. Det kaldes i daglig tale ”A-mængden”.
Når leverancer og slagtekapacitet er i balance, minimeres slagteomkostningerne, og grisenes værdi maksimeres. Derfor aktiverer Danish Crown med virkning fra i dag sin såkaldte stabilitetsmaske i opadgående retning. Det betyder, at andelsejerne ikke længere frit kan øge deres A-mængde løbende. I stedet låses de aftalte mængder, så ændringer skal ske med 12 måneders varsel i den kommende periode. Samtidig vil der blive afregnet med stabilitetsfradrag, hvis der er større udsving i leverancerne, end Danish Crowns regler tillader.
- Der skal simpelthen ske noget nu, og vi er klar til at dreje på alle de håndtag, vi kan. De sidste 20 år har vi igen og igen skruet op og ned for vores kapacitet. Altså enten ansat eller afskediget hundredvis af medarbejdere. Både overarbejde, oplæring af nye medarbejdere og ledig kapacitet er voldsomt dyrt og koster millionbeløb. Derfor skal vi gøre alt for at stabilisere andelsejernes leverancer af grise, for det er en af vejene til at kunne afregne deres grise til en pris, der matcher resten af Europa, siger Danish Crowns formand Asger Krogsgaard og henviser til, at Danish Crown i sidste uge præsenterede en model, som gør det muligt for smågriseproducenter at blive andelsejere.
Socialplan skal hjælpe medarbejdere videre
En væsentlig del af den produktion, der i dag finder sted i Ringsted, skal fremover ske på Danish Crowns øvrige anlæg i Danmark. Koncernen kommer til at investere i Horsens, Herning, Vejen og Blans ved Sønderborg, så Danish Crown forventer, at der vil være arbejde til de medarbejdere fra Ringsted, som er klar til at tage et job et af de fire steder.
- Ved en lukning træder vores socialplan for afskedigede medarbejdere i kraft. Det indebærer blandt andet, at hver enkelt vil blive inviteret til en samtale for at afklare hans eller hendes muligheder for ansættelse på en af Danish Crowns andre virksomheder. Der er også afsat midler til kurser og uddannelse, som kan hjælpe medarbejderne videre til en anden virksomhed, for det er vigtigt for os at få hjulpet så mange som muligt godt videre i deres arbejdsliv, siger Jesper Sørensen, der er produktionsdirektør i Danish Crown.
Slagteriet i Ringsted indstilles til lukning i midten af september 2024.