Dansk Gastro Kalv, som sælges under AB Catering, BC Catering og Incos koncept Fantastisk Frisk er på rekordtid blevet en fast del af menuen i mange danske kantiner og restauranter.
- Vi havde en klippefast tro på konceptet, da vi gik ud med det først på året, men det har alligevel overrasket os i hvilket omfang både kokke og kantineledere har taget Dansk Gastro Kalv til sig. Der er altid stor interesse for den slags nyheder, og det vi hører er, at den høje spisekvalitet, som udspringer af krydsningen mellem en malkekvægsrace og en kødkvægsrace, virkelig er gået rent ind, fortæller Claus Hein, der er salgsdirektør ved Danish Crown Beef.
Da Dansk Gastro Kalv blev lanceret var det forventningen at det ville tage en rum tid at slå navnet Dansk Gastro kalv fast, men allerede nu sælges der hvad der svarer til mellem 50 og 100 hele kalve om ugen. Hos AB Catering, BC Catering og Inco er indkøbschef Jesper Bonderup meget tilfreds med, at det på så kort tid er lykkedes, at skabe et nyt stærkt koncept.
- Vi rammer skiven på både bæredygtighed, dyrevelfærd og danskhed, og det er noget som efterspørges af de professionelle forbruger lige nu. Samtidig vægter det også, at det netop er Danish Crown, der er vores samarbejdspartner, for det sikrer både, at kunderne kan få de mængder de efterspørger samt, at tilliden er helt i top i forhold til både produktionen og fødevaresikkerheden.
Det har ellers i årevis været en sløj forretning for mange landmænd at fede jerseykalve eller tyrekalve op til slagtning, men metoden, hvor man krydser malkekøer med kødkvæg, får kalvene til at vokse hurtigere. Det forbedrer landmandens regnestykke og samtidig løftes kødkvaliteten betydeligt.
Idéen er fostret af Landbrug & Fødevarers videnscenter SEGES, der helt tilbage i 2011 startede et projekt, der skulle nedbringe den danske eksport af spædekalve. Krydsningskalve er bare et af flere initiativer, der kom ud af det projekt.
- I Danmark er vi førende på kombinationen af brugen af kønssorteret sæd og krydsninger. Derfor skal de danske landmænd have ros for, at de fra start kunne se mulighederne i at gå nye veje, siger Ida Storm, sektordirektør for kvæg i SEGES.
Arbejdet med det, der nu er blevet til Dansk Gastro Kalv har medvirket til at nedbringe eksporten af danske spædekalve med næsten en tredjedel siden 2013. Samtidig er landmændenes tilførsler af kalve til Danish Crown under velfærdskonceptet Dansk Kalv steget med over 20 pct.
Danish Crown vil nu i samarbejde med AB Catering, BC Catering og Inco udvikle konceptet. Planen er, at gøre Dansk Gastro Kalv tilgængelig for alle forbrugere ved at sælge kødet gennem slagterforretninger over hele landet.
- Dansk Gastro Kalv er gourmet. Derfor skal kødet enten sælges til professionelle eller af professionelle, som kan vejlede forbrugerne i hvordan de tilbereder kødet, så de får den optimale smagsoplevelse hjemme ved middagsbordet, siger Claus Hein.
Op til nytår sælger AB Catering, BC Catering og Inco et specialprodukt under Dansk Gastro Kalv-konceptet. Det er højreb, som er modnet i ikke mindre end seks måneder.
- Det kan lyde helt vanvittigt at modne kød i seks måneder, men det smager fantastisk. Sammen med Danish Crown lavede vi nogle forsøg fra efteråret 2017, og et halvt år frem og vi har i mine øjne skabt en smag og et helt unikt produkt, som jeg tror vil blive en fast niche under Dansk Gastro Kalv fremover, siger Jesper Bonderup.