Nu kan Team Danmark og DIF skrive endnu en prominent medspiller på holdkortet med Danish Crown som ny dansk olympisk partner. Samarbejdet står på skuldrene af et naturligt værdifællesskab, da både dansk idræt og Danish Crown som andelsselskab har sit udgangspunkt i foreningstanken.
- Med Danish Crown på holdet står atleterne og dansk idræt endnu stærkere - både når flammen tændes i Paris i 2024, og når ilden skal tændes i øjnene på børn og unge rundt om i hele landet, der en dag skal repræsentere Danmark. Vi ser frem til et spændende partnerskab, der også kommer til at eksponere den transformation, som Danish Crown er i gang med i forhold til en bæredygtig omstilling, siger Lars Krarup, bestyrelsesformand i Team Danmark.
Mad gør en forskel
Noget af det, som binder Danish Crown og dansk idræt sammen, er en fælles passion for mad og ernæring. For de danske atleter er en balanceret og korrekt sammensat kost en af nøglerne til at præstere. Derfor er et tæt samarbejde mellem Team Danmarks ernæringseksperter og Danish Crowns innovationsafdeling en hjørnesten i partnerskabet.
- Vi vil være endnu bedre til at udvikle og producere mad, der gør en forskel for den enkelte. En af vejene til det går gennem et tæt samarbejde med Team Danmarks dygtige ernæringseksperter og de atleter, som de vejleder. Samtidig er det vores mål at kunne inspirere både topatleter og den helt almindelige dansker til at sammensætte en balanceret kost, der både smager godt og rummer de proteiner, de har brug for, fortæller Tim Ørting Jørgensen, koncerndirektør i Danish Crown.
Den vigtige ernæring
Det en ambition, som Team Danmark og DIF deler. Derfor kan Danish Crown sætte de olympiske ringe på udvalgte produkter i en periode op til og under OL i Paris, samt ved de Olympiske Lege i 2026 og 2028.
- Vi bruger meget tid på at hjælpe atleterne med at sammensætte en god varieret kost, hvor vi bruger gode råvarer fra så mange forskellige fødevaregrupper som muligt. Kød indgår som en naturlig del i mange atleters diæter, og kan vi med dette partnerskab udvikle nye spændende produkter og inspirere til, hvordan gode nærende måltider kan sammensættes på en nem måde, så vil det være til hjælp for sportsfolk på alle niveauer, fortæller Søren Lavrsen, der er ernæringsfysiolog i Team Danmark.
Allerede i næste uge går Søren Lavrsen og Danish Crowns produktudviklere i køkkenet sammen med sprinter Ida Karstoft, roer Bastian Secher og svømmer Helena Rosendahl Bach for at kickstarte det nye partnerskab ved at arbejde med de første nye ideer.