FAQ: ALLERGENER
Uanset om du er allergisk eller intolerant over for bestemte fødevarer, så er det allergener, der sætter din krop i alarmberedskab. Allergener er komponenter, som provokerer allergikere til at danne antistoffer, og det er grunden til den allergiske reaktion.
Skulle du være så uheldig at have allergi eller være intolerant over for visse fødevarer, er det selvfølgelig vigtigt med mærkning og oplysning om allergener. Fødevaremyndighederne har opsat skærpede krav for at sikre, at alle deklarationspligtige allergene ingredienser fremgår af mærkningen på de forskellige fødevarer.
I EU er der lavet en liste over de allergener, der skal deklareres i ingredienslisten.
Her ser du listen over de ting, du kan danne allergi for:
- Glutenholdige kornprodukter. Det kan være rugbrød, franskbrød, pasta og havregryn.
- Krebsdyr. Dem finder du blandt andet i rejesalat og østerssauce.
- Æg. Æg bruges i rigtig mange fødevarer og findes blandt andet i remoulade, brød, pasta, kager og bouillonterninger.
- Fisk. Det findes for eksempel i sardelpølse og i nogle typer leverpostej.
- Jordnødder. Mange produkter kan indeholde jordnødder, og det gælder blandt andet de fleste morgenmadsprodukter, peanutbutter, chokolade og wienerbrød.
- Soja. Det finder du blandt andet i nogle typer suppe, pølser, sandwichboller og færdiglavede sovse.
- Mælk. Ligesom æg findes mælk i mange fødevarer. Mejeriprodukter og visse typer brød, pålæg, panerede retter og færdiglavede dressinger er nogle af dem.
- Nødder. Her er det for eksempel müsli, mortadella, pesto og hummus, du kan risikere at finde nødder i.
- Selleri. Det kan være typer af grøntsagsjuice og færdiglavede middagsretter.
- Sennep. Der findes blandt andet sennep i mayonnaise, karrysild, og glaseret hamburgerryg.
- Sesamfrø. Dem finder du blandt andet i tahinisauce og sushi.
- Svovldioxid og sulfitter. Begge er konserveringsmidler og bliver derfor brugt i en langt række fødevarer. Det gælder blandt andet tørret frugt, marmelade, sirup, eddike, øl og vin.
- Lupin. Lupinbønnen spises både som den er, men den bruges også til at lave glutenfri mel og proteinpulver. Derfor kan du finde lupin i nogle typer glutenfri produkter såsom lasagneplader, kager og brød.
- Bløddyr. Det kan blandt andet være pasta lavet med blæksprutteblæk.
SÅDAN FINDER DU ALLERGENE INGREDIENSER PÅ FØDEVARER
Du finder i langt de fleste tilfælde alle deklarationspligtige allergener på fødevarens ingrediensliste. Alle allergener på EU's liste skal ifølge loven altid fremhæves, så du nemmere kan finde dem på fødevaren.
Det er forskelligt, hvordan de er fremhævet, men typisk sker fremhævningen i fed, BLOKBOGSTAVER eller ved en understregning: Hvedemel, HVEDEMEL og hvedemel er alle gyldige måder at fremhæve allergener på.
Sådan tyder du en varedeklaration
IKKE ALLE FØDEVARER ER UNDERLAGT KRAVET
Der findes enkelte færdigpakkede fødevarer, som ikke er underlagt kravet om en ingrediensliste, selvom de indeholder allergener. Støder du på de fødevarer, finder du allergenerne efter ordet ”indeholder”.
Hvis du for eksempel vil købe en flaske Amaretto (en italiensk mandellikør), der indeholder allergenet mandler, vil der stå ”Indeholder: Mandler” på flasken, da der ikke er noget krav om en ingrediensliste, som du ellers ser på de fleste andre fødevarer.
Nu er du forhåbentlig klædt godt på til at navigere rundt i junglen af allergier og allergener – men vil du gerne vide mere om allergener og mærkning af fødevarer, kan du læse mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside her.
Kilder: sundhed.dk, foedevarestyrelsen.dk, allergi.astma-allergi.dk