Sådan overvinder du dårlige vaner

Har du sat dig som mål at spise sundere? Bevæge dig mere? Eller noget helt tredje? Så læs med her, hvor livsstilseksperten guider til, hvordan du kommer i gang med nye, gode vaner – og bryder med de dårlige én gang for alle. (Artiklen er lavet i samarbejde med Egmont)

Vi har alle vaner. De giver os en følelse af tryghed og er samtidig hjernens foretrukne to-do. Når vi gør, som vi plejer og ikke skal tænke nyt, sparer den nemlig energi. Vil du bryde med en dårlig én af slagsen, er det med andre ord øverste etage, du skal vinde kampen over.

Heldigvis kræver det ikke en verdensmester. Eller at kalenderen nødvendigvis lige står på 1. januar for den sags skyld. Ifølge livsstilsekspert og forandringsrådgiver Torben Wiese kan vi alle bryde med vaner, hvis blot vi lærer at tage styringen over vores tanker og tør at prøve noget nyt.

Det bedste af det hele? Når først du har overvundet din vaneelskende hjerne én gang, er det lettere at gøre det igen. Her får du Torben Wieses bedste råd til, hvordan du bærer dig ad.

1. Find din drivkraft

Hvad er din drøm? Hvad vil du opnå med din nye vane? Og hvad vil du undgå? Det er værd at gøre dig overvejelser om som det første. Ifølge Torben Wiese kan dine visioner og ønsker for fremtiden nemlig være en stor hjælp, når det kommer til at holde fokus i det lange løb.

”Det er godt at have et langsigtet mål – som fx et godt helbred, selvudvikling, den gode form eller at være her længe. Det holder motivationen oppe at minde dig selv om, hvorfor du gør, som du gør”, siger Torben Wiese.

Når du har sporet dig ind på dit mål, kan det være en fordel at visualisere det. Grunden til, at vi falder tilbage i gamle rutiner, er nemlig ofte, at vi simpelthen glemmer det i hverdagen:

”Skriv din drøm ned på en post-it, og hæng det på dit klædeskab, bilrat eller køleskab. I min egen kalender står der: ’Jeg vil gerne blive 104 år og være glad til det sidste.’ Det ser jeg hver dag, og det minder mig eksempelvis om, at jeg skal ud at cykle, selvom det er koldt.”

2. Husk de små succeser

Og at rose dig selv undervejs! Når det gælder eksempelvis nytårsforsætter, har mange af os en tendens til at være for ambitiøse, lyder det fra Torben Wiese. Men faktisk er små, kortsigtede mål lige så vigtige som langsigtede, når du vil skifte en vane ud med en ny:

”Store succeser bygger på små. I stedet for at tænke, at du vil forandre verden på én gang, så tænk: ’Hvad er det mindste, jeg kan gøre i dag?’. Er målet fx en grønnere livsstil, kunne det være at spise 2/3 kød i stedet for det, du plejer – så har du i det mindste gjort noget. Respektér, at det har taget tid at komme til, hvor du er og derfor også tager tid at ændre.”

3. "Show, don't tell"

Det er spændende at tale om visioner med sine nærmeste. Men går det knap så godt med at føre dem ud i livet, kan det blive en demotiverende faktor, når der senere bliver spurgt ind til dem. Ifølge Torben Wiese kan en god taktik derfor være at holde dit mål for dig selv:

”Det kan blot være en måned, hvor du fx stille og roligt begynder at servere noget andet derhjemme eller lister nogle nye alternativer ind i køleskabet, hvis det er målet at leve grønnere eller sundere. Lige pludseligt er der gået tre måneder, og så er det blevet en ny del af familiens madlavning.”

Pssst … Vil du liste flere grøntsager ind på frokostbordet derhjemme? Så se denne smagsfulde Jægerpølse med 30% grøntsager.

Prøv vores rugbolle med jægerpølse

4. Vent ikke til du bliver gammel

… Eller til et nyt år starter, eller at der er to søndage på en uge. Mange har i forvejen udskudt at slippe en dårlig vane alt for længe, så der er ingen grund til at vente. Og især ikke hvis det omhandler noget, der har betydning for dit velvære:

”Nogle gange er det som om, vi tror, vi har uanede mængder af fremtid. Men sundhed er nu og her, og alt det vi gør ved vores krop, fx hvad vi spiser, har enorm indflydelse på vores livsressourcer som familieliv, arbejdsliv, tankegang, psyke og søvn – hele vejen rundt”, forklarer Torben Wiese.

Falder du tilbage til dine gamle rutiner undervejs i processen, er der heller ingen grund til at vente med at prøve igen eller helt at droppe målet, du har sat dig.

”Tænk på, at nu er du kommet så langt - og så op på hesten igen. Det, du har gjort godt, kommer ikke dårligt tilbage. Selv verdensmestre når ikke altid det, de vil på en dag.”

5. Vær åben for forandring

I køkkenet, i træningscentret og i livet generelt. Forandring kan nemlig ikke kun føre til en sundere livsstil. Det kan også gøre dig til et spændende menneske over for både andre og dig selv, siger Torben Wiese. Og dét er da en motivationsfaktor, der vil noget vil noget!

”Mange har tendens til at tænke: ’Jeg er, som jeg er, og sådan er det’, men det kan godt være lidt kedeligt. Det er vidunderlige at have et menneske omkring sig, som er spændende og nytænkende. Det giver mulighed for nye ting i livet”, siger Torben Wiese og tilføjer:

”Dem, som er åbne og tænker: ’Jeg kan jo godt’, har også større tendens til at sige: ’Det ved jeg, at jeg kan – lad mig dog prøve det.’ Succes skaber motivation og selvtillid, som så kan give nye succeser.”

Nogle gange skal der ikke meget til for at skabe positiv forandring. Små ting kan nemlig også gøre en stor forskel, hvis blot vi tænker dem ind i hverdagen og gør dem til en god vane.

Pssst … Læs også med her, hvor vi giver inspiration til 7 alternative nytårsforsætter, der ikke handler om kost og motion, men derimod om dit mentale velvære, der helt sikkert både giver mere glæde og overskud i hverdagen.

Om eksperten

Torben Wiese er forandringsrådgiver og grundlægger af Habitmanager.com og kåret som en af Danmarks bedste og mest motiverende foredragsholdere. Han er desuden dobbelt-bestsellerforfatter med sine bøger ”Bryd vanen og nå dine mål” og ”Bøj fisken, mens den er frisk”.