Tilberedning
Friske figner smager fantastisk, men du kan også sagtens tilberede figner, som løfter smagen til nye højder.
Figner i rom
Figner er særdeles gode at sylte i mørk alkohol – og særligt rom. Skær fire figner i kvarte, og kom dem i et sylteglas. Kog en lage på mørk rom, rørsukker, vand og en hel kanelstang i ca. 2 minutter, og hæld lagen over fignerne. Tilsæt lidt ekstra rom, luk låget, og lad fignerne trække i en uges tid. Spis fignerne, som de er, eller brug dem som tilbehør til fx vaniljeis.
Bagte figner
Friske figner er også gode i ovnen. Del fignerne på midten, og top dem med gedeost, hakkede valnødder, frisk timian, flydende honning, salt og peber. Bag fignerne i 8-10 minutter ved 200 grader. Servér fignerne som en lækker forret, eller som spis dem tilbehør.
Baconstegte figner
Du kan også stege figner på panden. Halvér de friske figner, og svøb dem i bacon. Steg fignerne på alle sider, indtil baconstykkerne er sprøde. Spis bacon-fignerne som de er, eller servér dem som en del af et stort tapasbord.
Grønne råd
Få dem friske
Friske, modne figner er enten lilla eller brune på skallen. Umodne figner er hårde og grønne i skallen.
Smager godt sammen med
Friske figner har en naturlig sødme og kan smage lidt henad honning. Derfor er figner selvfølgelig en oplagt ingrediens i det søde køkken, men den fungerer også rigtig godt med salte smage fra fx bacon eller ost.
Opbevaring
Friske figner skal spises hurtigt og kan kun holde sig i køleskabet et par dage.
Sæson
Friske figner får du fra juli til ind i september.