Tilberedning
Søde kartofler skal tilberedes, før de smager godt – og vi har samlet et par måder, du nemt kan gøre det på.
Bagte søde kartofler
Søde kartofler er, ligesom almindelige kartofler, rigtig gode at bage i ovnen. Rengør de søde kartofler, og skær dem i mundrette stykker. Læg dem i et ildfast fad, hæld olivenolie over sammen med frisk timian og salt. Bag de søde kartofler ved 200 grader i 25 minutter. Servér de søde kartofler til fx et stykke oksekød.
Fritter af søde kartofler
Søde kartofler fungerer også rigtig godt som pomfritter. Skær de søde kartofler i stave, og kom dem i isvand i 30 minutter for at trække stivelsen ud. Tag stavene op af vandet og dup dem med et viskestykke. Bag dem i ovnen ved 250 grader i ca. 20 minutter. Hold løbende øje med dem for lige pludselig går det stærkt. Servér de søde kartoffelfritter til en bøf eller et stykke kylling.
Mos af søde kartofler
Du får også en fantastisk mos med søde kartofler. Skær de søde kartofler i mindre stykker, og kog dem i en gryde med vand i ca. 15 minutter. Hæld vandet fra, og mos de kogte kartofler sammen med rigeligt smør, salt og peber. Vend mosen med parmesan og citronskal inden servering.
Grønne råd
Få dem friske
Søde kartofler skal være faste, orange og må ikke virke bløde.
Smager godt sammen med
Søde kartofler har, som navnet også antyder, en gennemtrængende sødlig smag. Derfor går søde kartofler også rigtig godt sammen med salte smage som fx parmesan, kapers og smør.
Opbevaring
Søde kartofler opbevarer du bedst uden for køleskabet ved en 10-15 grader.
Sæson
Søde kartofler kan du finde i supermarkedet hele året rundt.