Tomater

Tomaten stammer oprindeligt fra Sydamerika, nærmere Andesbjergene, hvor den har vokset vildt i flere hundrede år. Mange tror, at tomat er en grøntsag, men biologisk er tomaten faktisk en frugt.

Grøntsagsleksikon

Tilberedning

Bagte tomater

Vælger du at bage dine tomater, får du rigtig meget smag frem i den røde frugt. Halvér tomaterne, og placér dem i et ildfast fad. Hæld olivenolie og balsamico over tomaterne, og drys herefter frisk timian på toppen. Bag tomaterne i ca. 20 minutter ved 200 grader, og servér tomaterne til fx en stegt bøf.

Henkogte tomater

Henkogte tomater er en god måde at konservere dine tomater på. Skær tomaterne i grove stykker, og kom dem i et sylteglas. Pres dem godt sammen, kom timian, salt og hvidløg i glasset, og fyld herefter op med flere tomater. Top glasset med et godt skvæt olivenolie, og skru låget løst på. Sæt glassene ned i en bradepande eller ildfast fad med lidt vand i bunden. Kom glassene i ovnen, og bag tomaterne i ca. 2 timer ved 100 grader. Tag fadet ud af ovnen, skru lågene helt på med en grydelap, og stil fadet tilbage i den nu slukkede ovn. Lad glassene stå i ovnen til dagen efter. Brug tomaterne i sammenkogte retter som fx pasta bolognese.

Spicy tomatchutney

Tomater er også fantastiske som chutney. Skyl tomaterne, og skær dem i kvarte. Pil et rødløg, og skær det i tern. Bland tomater, løg, brun farin, hvidvinseddike, spidskommen, chiliflager, hvidløg og olivenolie sammen i en skål.

Se opskrift på flute med mascarpone og bagte tomater

Grønne råd

Få dem friske

Friske tomater skal være røde, faste og må ikke have rynket skind.

Smager godt sammen med

Tomater har en let syrlig og sødlig smag, og går rigtig godt sammen med mange forskellige smage som fx oksekød, hvidløg, mild ost, sardiner og mange andre salte og aromatiske smage.

Opbevaring

Tomater opbevares bedst ved stuetemperatur, da modningsprocessen stoppes i køleskabet.

Sæson

Tomater har sæson fra april til november.

Opskrifter med tomater

Tip!: Har du overmodne tomater liggende, kan du tørre dem i ovnen ved lav varme natten over. De ovntørrede tomater kan du fx bruge i en pastasauce.