”Arbejdet med dyr og planter er noget helt specielt”

Jens Thøstesen har i 30 år haft grise på friland. Han nyder at se grisene få opfyldt de naturlige behov.

I Vestjylland tæt på Tarm driver Jens Thøstesen sit landbrug med produktion af FRILANDSGRIS. På gårdens marker har han omkring 65 søer gående. Her til foråret flytter han foldene på helt nye græsstykker, så grisene lige om lidt har helt frisk græs at boltre sig på.

I år er det 30 år siden, at Jens startede op med grise på friland. Inden han startede sit landbrug op, arbejdede Jens hos en lokal industrivirksomhed, men lysten til at arbejde mere selvstændigt og uden for i al slags vejr, sendte ham i retningen af landbrug.

- Jeg savnede det at kunne gå uden for og arbejde. Arbejdet med dyr og planter er noget helt særligt. Det finder du ikke mange steder, siger Jens Thøstesen.

De første år har det kun søerne, som var på friland, inden han fik bygget stalde, der var beregnet til FRILANDSGRIS. For Jens Thøstesen har det været særligt vigtigt at finde avlsdyrs, som passer til udendørslivet.

- Jeg synes, at jeg har fundet avlsdyr, som er robust og har et godt temperament. Det er dejligt, når grisene er nysgerrige og ikke er bange for noget, siger han.

FRILANDSGRIS er særligt kendetegnet ved god dyrevelfærd, og konceptet har tre af tre hjerter i statens dyrevelfærdsordning. For Jens Thøstesen dækker god dyrevelfærd over flere ting.

- Grisene skal kunne bevæge sig efter de naturlige behov, og det er vigtigt, at dyrene får de naturlige behov opfyldt. Der skal være god plads for grisene at boltre sig på, og det er også vigtigt, at de har adgang til rodemateriale. Hos mig er det frisk græs om sommeren og græsensilage om vinteren, og det er tydeligt, at de bruger meget energi på at rode i det. Men det bedste er, når smågrisene tumler rundt eller piler over marken. Det er et særligt syn, siger han.

En stor del af Jens Thøstesens arbejde foregår også i marken, hvor han producerer alt det korn, som grisene spiser. Den faglige udfordring i at producere sit korn selv, er også et af aspekterne, Jens Thøstesen sætter pris på i arbejdet med sit landbrug.