”Vi skal lave et produkt, som danskerne vil købe”

Torben og Liza Kristensen har siden 2018 drevet en produktion af FRILANDSGRIS. Det er særligt vigtigt for dem at kunne lave et produkt, som danskerne vil købe i supermarkedet.

I Himmerland tæt på Limfjordens vande driver Torben og Liza Kristensen landbrug med griseproduktion. Siden 2018 har de haft produktion af FRILANDSGRIS på markerne omkring bedriften i Kornum. På markerne omkring gården har de flere hundrede søer gående på friland, ligesom der i gårdens bygninger produceres FRILANDSGRIS.

En del af foderet til grisene kommer også fra omkringliggende marker, hvor familien Kristensen har allieret sig med maskinstation, der sørger for, at markerne passes og plejes, da familien ønsker at vie al sin tid til pasning af grise.

For Torben Kristensen er det afgørende, at han kan være med til at lave et produkt, som forbruger vil købe. Det er hele kernen i landbruget. Dyrevelfærd er også et vigtigt parameter for landmanden nær Løgstør.

- Vi elsker at se dyrene have det godt, men grisene kan have det godt på mange måder. Vi er producenter af et velfærdsprodukt til en beskeden merpris. Men det handler også om, at der skal være et marked for det. Vi skylder at fortælle danskerne, at de selv vælger og kan stemme flere gange om ugen, når de skal vælge fødevarer i supermarkedet. Vi laver det produkt, som danskerne vil købe, siger Torben Kristensen.

Torben Kristensen har selv i sin uddannelse som agrarøkonom lavet speciale i udeproduktion af grise. Siden har tanken om at lave sin egen produktion på friland ligget i baghovedet, ligesom han har taget inspiration til sin nuværende produktion fra England.

- Vi er med i konceptet FRILANDSGRIS, fordi det er et godt koncept, som passer godt til vores måde at gøre tingene på, hvor vi har taget flere elementer med fra den konventionelle produktion, så vi opnår den bedste produktionsform. Der er især arbejdet meget med effektiviseringer.  For os betyder det meget, at vi kan se, at grisene har det godt. Det har grisene både inde og ude. Samtidig er det sjovt at følge, hvordan grisene tilpasser sig vejret i forhold til, om de vælger at være inde eller ude, siger Torben Kristensen.

FRILANDSGRIS har både ekstra plads i stalden og mulighed for fri bevægelse i staldarealet, ligesom de har adgang til udearealer.

Den høje dyrevelfærd er i højsædet hos Friland. Blandt andet derfor bærer kød fra FRILANDSGRIS mærkningen "Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse", og har tre ud af tre mulige dyrevelfærdshjerter i den statslige dyrevelfærds-ordning Bedre Dyrevelfærd.